277
Jeg er jo og med mangen Kone kiendt,
Hvor hesselig hun var, saa har hun aldrig skiendt
Naar jeg end sagde, hun var smuk; kuns for at prøve
Om hun sig ikke skulde røve,
Mens ney, hun sagde ey imod.
Det er da, som jeg før paastoed,
Det er Bagtalelse allene:
Men for at komme paa Jsmene,
Folk løy ey hende paa, hun sagde sterk imod,
Og sig ey disputere loed.
Hun med sin Mand der begge sadde
Eengang til Bords blandt andre Fade
Een Giedde og paa Bordet kom;
Min Engel! sagde han, det lader, hart ad, som
Den Giedde ey er rigtig blaae af kaaget;
Det, skreg hun, tænkte jeg nok paa
At det saaledes vilde gaae,
At Du, mig til Fortred, har over Fisken maaget,
Jeg siger tvertimod, den Giedde er for blaa:
Got! Du maae det forstaae,
