286
beyde, og strøer ligesom Sukker paa en bitter Ret.
J gamle Dage, da Naturen selv kunde amusere de
Dødelige, lod man sig ikke forblinde af nøgent
Skyggeværk og usle Efterabninger. Men siden da
denne Simpelhed tog af, Nødtørft forøgedes og
Kunster samt Haandværker begyndte at tiltage, blev
Arbeyd ikke allene saa besværligt som før, men tiltoge
endog Forlystelser og Tidsfordriv. Underligt nok!
at jo mindre man arbeyder, jo meere Tiid behøver
man til at rette sig ud. Mangen torde heraf tage
Anledning til at troe, at Kunsterne meere skadede end
gavnede Verden. I det mindste synes man med
Tryghed at kunde paastaae, at Vellyst til deels ud¬
slukker den arbeidsomme Aand. Have ikke ofte de
største Opfindelser foraarsaget ikke alleene særskildte
Personers men endog Stæders og Staaters Fordær¬
velse? Og seer man ikke med Beundring, at visse
Kunster ligesom med Fliid arbeyde paa at dysse Men¬
neskene i Søvn i Vellysternes Skiød? Det bliver
derved, at saa gavnlig og uskyldig en Ting ogsaa er,
saa skadelig kan den og blive os korttænkende dødeligt.
Man seer undertiden Blomster, man plukker dem med
Begierlighed, og man mærker ikke førend for seent
den hemmelige Gift som uddunster deraf.
Jeg erindrer mig herved en Beretning af en
god Ven som kom tilbage fra Tydskland, hvor han
havde været henreyst for at lære Naturens Skikke og
Sæder m. m. Berettelsen er følgende:
Jeg opholdt mig, sagde han, nogle Maaneder
der i en af de berømteste Stæder i Riget. Jeg
mærkte her Tiid efter Tiid en besynderlig Omsiændig¬
