290
Hun blomstrer i en ubesmittet Ungdom. Alle
hendes Ansigts Træk udtrykke en ædel Enfoldighed og
en høy Uskyldighed, der synes at være ligesaa ukyndig
om deres egen Værdie, som kyndig om den fordærvede
Verdens Ringegyldighed. Ziret med tusinde Egen¬
skaber, af hvilke hun kunde være saa stolt, at ophøye
sig over sine tankeløse og forfængelige Lege=Systre,
begegner hun dem med en Ydmyghed, som om hun vil¬
de viise, hvor langt hun i hendes Tanker endnu er fra
den Fuldkommenhed, som hun tragter efter.
Hendes Enfoldighed og Uskyldighed er ikke af
den Beskaffenhed, som en blød Agnes, hvis Øyne ikke
sige noget, og som ikke oplukker sin Mund, fordi hen¬
des Siel ikke engang kan frembringe taalelige Tanker.
Af hendes muntre Øyne fremskinner Forstand, hendes
betydende Miner vise Vittighed, hendes Gebærder An¬
stændighed, og alt tilhobe forraader en Siæl, som er
oplagt til ædle Følelser.
Om den milde Natar havde givet hende end og
det allerskiønneste Legeme, vilde hun dog skamme sig,
i fald hendes ædle Siel ikke meget overgik det. Allere¬
de i de første Aar af hendes Barndom har hendes
vise og forstandige Moder dybt indpræntet i hendes
bløde og lærvillige Hierte denne Lærdom: J dit Le¬
geme, min Datter, boer noget ædlere end det der¬
ved er den beslægtet med Guddommen, ligesom
ved dette med Støvet. Det samme fortiener all
din Omsorg; ligesom du dyrker det, skal du bli¬
ve lykkelig eller ulykkelig. Denne kloge Moder,
som bestandig havde hendes høye Lærdom og hendes
Pligt for Øyne, har i de Aar, som man allermindst
troer at fortiene Opmærksomhed, selv dannet denne til
hendes Omsorg saa værdige Datters bøyelige Hierte.
Hun har behandlet de endnu spæde Følelser med en
klog og behændig Haand, og givet dem den lykkelige
Dannelse, som er tvertimod den naturlige Vanartig¬
hed, og hvorved man giør sig og andre lyksalig.
