291
Egensindighed, som i de unge Hierter er den stær¬
keste og farligste Tilbøyelighed, har hun med den kiær¬
ligste og ømmeste Omsorg betaget hende, og tilig vant
hende til at see og taale, at gemeenlig det skeer, som er
tvertimod vore Ønsker. Nu er hun saa lykkelig, at
hun altid glæder sig, naar hendes Ønsker opfyldes, og
aldrig knurrer, naar Himmelen nægter hende den For¬
deel.
Hendes Forfængelighed har hun ikke bedre vidst
at hæmme, end ved at vende den ædle Drift, til at
giøre sig fuldkommen og bemærket, til store og for
hendes Siel adelværdige Ting, og ved at lære hende
at foragte det, som de smaae Siele ansee med saa støre
Øyne. Hun viiste hende, at Skiønhed uden Sæder,
Vittighed uden Skiønsomhed, og Rigdomme uden den
Kunst at bruge dem vel, saa langt fra forhøye vores
Værdie, at de meget meere formindske den. Derfor
er denne guddommelige Pige aldrig stolt iblant Hæsli¬
ge, aldrig indbildsk iblant de taabelige, og mod dem,
som ere mindre bemidlede end hun, altid ydmygere,
end mod de Rige.
Hun har ikke Aarsag til at misunde nogen; og
da hun bruger de Fordeele, hvormed Naturen og hen¬
des Flid har ziret hende, som om de ikke vare hendes
egne, saa bliver hun ikke heller misundet af nogen. Hun
har alt for mange Fuldkommenheder selv, som hun dag¬
lig stræber at forhøye til at hendes Vittighed skulde fin¬
de i andkes Feil en kildrende Fornøyelse. Skarpsynet
nok til at bemærke dem, drager hun deraf Lærdomme
og bevægende Grunde til Forsigtighed, og i fortroeli¬
ge Samtaler troer hun, at hun til sin Næstes Opbyg¬
gelse, har Tilladelse til at bemærke dem. Men hun
skyer meer end Gift al forhaanende og fornærmende
Vittighed, hvorved Næsten, som Menneskelighed skulde
have Medynk med, bliver et Maal for Ondskab og
Misundelse. Dette erhverver hende en almindelig
Kierlighed og Høyagtelse; og da ingen frygter for
