292
hendes Vittighed hvor fiin den end er, saa bliver den¬
ne saa farlige Fuldkommenhed, som skaffer andre den
halve Verden til Fiende, et Middel til at forskaffe
hende Venskab hos enhver. Jngen er bange for hen¬
de uden den hierneløse Spradebasse, hvis tankeløse vit¬
tige Jndfald smelte, for hendes, ligesom Sneen for de
milde Foraars=Vinde.
Saa lemfældig som hun er mod Næsten, faa stræng
er hun mod sig selv. Hun bedrøves og ydmyges me¬
re ved den mindste Feil, end andre ved en Forbrydel¬
se. Hendes fiine Følelse finder i hendes hemmeligste
Drifter saadanne Bevægelser, som foraarsage hende Mis¬
fornøyelse og Uroe, fordi hendes Dyd derved er ufuld¬
kommen.
Hun har en sikker naturlig moralsk Følelse af
hvad som er ret og uret; og har endnu mere forbedret
og forhøyet den ved Lyset af den Viisdom, som hun
har lært af de Viises Skrifter, men i sær af hendes
fortreffelige Moders Læber.
Skaberen anseer hun som det første, som det for¬
nemste Maal for hendes Pligter. Hun troer, at alle
hendes Drifter, alle hendes Følelser bør være ham hel¬
ligede, bør ved Tanken om ham være ophøyede. Dog
er hun saa langt fra al sværmerisk Skinhellighed, som
fra en lunken Ligegyldighed. Hun besøger ikke de falske
Helliges vanhellige Forsamlinger, og ingen hofmodig
Bedesyster betræder hendes Dørtærskel. Hun kiender
Ufuldkommenheden i hendes Nidkiærhed, yun føler
Svagheden i hendes Troe, og troer, at det er hendes
Pligt, som Christen, at fordrage de vildfarende Brø¬
dre og Systre, og ikke at afsondre sig fra dem. Hun
veed, at den GUd, som hun ærer, fordrer af de Dø¬
delige Kierlighed som den første Pligt næst efter hans
egen Ære, og hendes ædle Hierte er af Naturen til¬
bøyelig nok til denne skiønne Dyd. Jntet Øyeblik er
hende dyrebarere end det, som giver hende Leylighed,
til dens Udøvelse.
