293
Mod hendes Forældre er hun et artigt og føye¬
ligt Barn; hun foretrækker deres Villie for hendes
Fornøyelser, opofrer for deres Skyld sin egen Smag,
og er aldrig gladere, end naar hendes Lydighed mod
dem vinder Seyer over hendes egne Tilbøyeligheder.
J Venskab er hun et Mynster paa Føyelighed og
Oprigtighed og hun har havt den Klogskab, at vælge
ikkun saadanne Veninder, mod hvilke hun kan være op¬
rigtig, uden at staae i Fare for at blive fordærvet.
Hendes Omgang er opbyggelig lige saa meget
ved hendes eget Exempel, som ved hendes Samtaler,
og angenem ved de Yndigheder, som findes ved alt hvad
hun siger eller giør. Disse flyde af hendes Forstands
ægte Skiønhed og af hendes Hiertes usminkede From¬
hed.
Denne sidste viiser hun i sær mod de ulykkelige og
trængende. En temmelig Deel af de Penge, som man
bestemmer til hendes Fornøyelser og smaae Udgifter,
bruger hun til at lendre deres Smerter og Trang; og
ingen Pligt har for hendes ømme Siel saa indtagende
Yndigheder som denne.
Hendes Artighed mod hendes Næste er ingen
Virkning af en tvungen Høflighed. Den flyder af
hendes Gemyts=Art, som søger sin Fornøyelse i andres
Fornøyelse. Den er ikke heller nogen ufornuftig Efter
abelse i de Ting, hvor Sælskabets Forlangende over¬
skrider Anstændigheds Grændser.
Mod den Ringere og Svagere er hun venlig.
Hun giør alt hvad hun kan, for at lindre ham Følel¬
sen af hans Ringhed. De Fortrin, som Naturen og
Forsynet har skiænket hende, skulde blive hende til Byr¬
de, dersom deres Misbrug eller Betragtning skulde for¬
aarsage hendes Næste nogen Misfornøyelse.
Mød dem, som Alder, Værdighed og Fortiene¬
ster ophøye over hende, har hun den dybeste Ærbødig¬
hed, og for hendes Lige, har hun en Agtelse og Høf¬
lighed, som nærmer sig til Ærbødighed.
