294
Hun veed mod en næsviis og indbildsk Sprade¬
basse at holde over den Ærbødighed, som hendes Kiøn
tilkommer, og, uden at spille en forstilt Peens Person,
holder hun den unge Herre inden Skrankerne af den
Anstændighed, som han i sine Ord bør iagttage.
Hendes Forstand er alt for fiin og alt for vel
dannet til at en lykkelig og vel udsøgt Skiemt og et op¬
vakt Jndfald skulde mishage hende. Hun gaber ikke
ved en viis Mands høye Taler; men hun ærgrer sig
ikke heller over en ung Persons muntre Jndfald.
Wielands og Bødmers høye Digter ere hendes Sinds
behageligste Næring; men i glade Øyeblikke læser hun
med lige saa megen Fornøyelse den uforlignelige Daf¬
nis, ærværdige Gesner.
Det Romanske i Omgang hader hun ligesaa me¬
get som Læsningen af disse Sind= og Hierte fordærven¬
de Bøger. Hendes ædle Hierte er dannet til Kiærlig¬
hed, men hun frygter for den mere end for alle andre
Livets Farligheder tilhobe. Hvorledes skulde hun ikke
giøre det, da en ung Mandspersons fordærvede Hierte
allene lurer paa et enfoldigt og sikkert Fruentimmers
Uskyldighed, eller allene tragter at giøre det til et Offer
for sin Egennyttighed og Ærgierrighed.
Hvor er den Mandsperson, som er hende værdig,
og det Hierte, som fortiener at foreenes med hendes?
Han er funden; Patrioten er den Person. Hans
Egenskaber ere alt for rare, til at undgaae hendes Op¬
mærksomhed, og hendes Dyder alt for store, til at lade
ham være ligegyldig ved deres Betragtning. Han
kiendte deres Virkning til at lyksaliggiøre hans Liv,
og hun havde for megen Høyagtelse for hans Dyd, til
at nægte ham den Belønning, som hans Ønsker for¬
tiente. Hun gav ham sit Hierte, og dermed de dag¬
lige Opmuntringer til Dyden, som et Ægteskab imellem
Dydige giver Anledning til.
denne Tilstand er hver Dag ham en nye Aar¬
sag til Glæde. Deres Kiærlighed var grundet paa det,
