307
Vovene ere at ansee som Summen af den Deel af Frie¬
heden, som det har været enhver enkelt Borger i en
Stat mueligt at frastaae. Jntet Menneske har nogen
Ræt over sit Liv, eller Friehed at slaae sig selv ihiel;
Jngen har altsaa kundet overdrage den til nogen anden,
eller til det Sælskab hvoraf han er et Medlæm.
Døds=Straf er at ansee som en Krig af et heelt Folk
mod en enkelt Borger, hvis Udelukkelse man betragter
for nyttig og nødvendig til det samtlige Sælskabs Ved¬
ligeholdelse. Denne Nødvendighed kand finde Stæd,
naar Uordner indtage Lovenes Stæd, men ikke, under
et roeligt Regiment, under saadan en Regieringsform,
som billig er Fokets forenede Stemmer, og hvor man
for Riigdomme kiøber kuns Fornøyelser men ikke Vold¬
somheder. Hvilke ere vel Menneskenes naturlige
Tanker om Døds=Straffer? Vi kunne kiende dem af
Uvillighed og den Foragt, hvormed man gaaer Skarp¬
rætteren i Møde, som dog er uskyldig og befordrer
Sælskabets Sikkerhed mod dets indvortes Fiender,
lige som tappere Soldater forsvare det mod de Udvor¬
tes. Menneskene føle, saa at sige, i en Krog i deres
Siæl, hvor de oprindelige Naturens Beskaffenheder
have opholdt sig, en Fornæmmelse, som giver dem til¬
kiende at ingen, uden det Væsen som regierer Verden,
haver Magt over deres Liv. Den Døds=Straf, som
en Misdæder lider, er for de fleste Mennesker ikkun en
Medlidenheds og en Uvilligheds=Gienstand. Begge
disse Fornemmelser opfylder Tilskuerens Siel meget
meere end den Frelse=Skræk, som Loven derved vil ind¬
blæse. Ja Dødsstraf vorder, ved den Grumheds
Eftersyn, som den giver, Sælskabet skadelig. Thi Lo¬
vene, hvis Endemaal er at opvække Sagtmodighed og
Menneskelighed, maae ikke forøge Exemplerne paa Grum¬
hed. Erfarenheden beviiser til alle Tider, at Døds¬
Straffer have aldrig afskrækket ryggesløse Folk fra at
