314
Men J! Hvis Naade livner op
Og under Naaden piinlig dræber:
Hvi fængsles Siælen af en Krop
Og ved sit Støv saa længe klæber.
Hist lokker J ved Eders Kald;
Men tør en Synder det adlyde,
Den søger Gunst, men frygter Fald,
Og tør i Sukke ey udbryde:
Ja naar den sukker, J da seer
Dens Sukke an fra verste Sider
Naar Eders Straaler mildest leer
Den under samme piinligst lider.
At vilde hvad selv Daarlighed,
Ey engang rasend kunde vilde,
Foruden Stand og Mandighed,
Med egen andres Lykke spilde.
Ney, Guder! troer at saadan Jld,
Besmitter ey min reene Luc.
Dens Vold, der aldrig farer vild
Fortvivlet Haab maae underkue.
Hvert Træe her skyder frygtsom Frugt;
Hver Gunst bebreyder fordum Dage:
Hvert Blomster aander giftig Luft
Hvad Deel i Naaden da at tage.
J Guder! ved Jers Alter ned
Et oprørt Sind sin Hvile søger
Der smiler dens Lyksalighed,
Men rundt om Haanhed skræksom spøger.
Hvi fik en Haandfuld Jord da Liv?
Hvi fik den Følelse med Livet?
O! Almagts, Naades, Vredes bliv,
Tag naadig, hvad du vred har givet.
Giv Sukke Roe, hvis ey slaae til.
Velsignet Grav! du ey anfægter:
En Orm der Hvile finde vil
Som Guder ved at give, negter.
Dog holt, forlad at Svaghed kand
Et Solegran ved Angst betage.
En Aand gir Mod at holde Stand,
Selv Guder ynder hvad at klage!
