416
Hvo kan siiges lyksalig?
Min egen Tilstand paa den Tid, syntest mig ikke
ueffen,
Den kom mig for:
Meget Lig efter det første Menniskes;
GUd var ikke borte,
Det Jndvortes vidnede om hans Nærværelse,
Luften var stille,
Varme eller Kulde fornam jeg ey,
Træer og Park passede til mit Ynske,
Alting var behageligt;
Jeg saae vel at mange af de første Fornøyelser og
Fuldkommenheder manglede dog,
Men jeg troede:
Adam der nøed dem, vidste ey hvad Modgang var,
Den, som ey vidste af Ondt, kunde ey retskaffen
skiønne paa Got,
Og altsaa!
jeg, som nyelig og vel havde faaed Sind og Lege¬
me af et temmelig Arbeide,
Erindrede ikke Modgang,
Agtede alt som Medgang,
Kunde noget nær ligesaavel regne mig lyksalig
som han;
J det ringeste fandt jeg ikke Rum da til større Glæde.
Dog see!
Hvor længe varede det?
Mig manglede noget før jeg vidste deraf;
Jeg meente det var Siælen, som vilde længere hen
end Leerkarret kunde følge,
Jkke Uræt for saa vit,
Men jeg gav Agt paa Leerkarret selv,
Blev vaer det og havde Øye efter meere;
Mon Adam
(Tænkte jeg tilbage)
