117
Fattedes intet i den Stand, mod hvilken jeg nu
ligner min,
Hans eenlige Stand,
Den jeg nyelig fandt meest vederqvægende?
Jo!
GUd HErren sagde, det er ikke got at Men¬
nesket er for sig allene,
Deraf saae jeg, at Adam leed Mangel i hans
Eensomhed,
Jeg saae og, at jeg var een Adams Søn,
Sælskab maatte for en Dag paa nye, om Lyksa¬
lighed skulle naaes;
Dog ikke et Almindeligt, som forhen var min Uroe,
Men et særdeles,
Et Engel= jeg meener: Enkelt=Sælskab
Et Sælskab, hvor Toe giør et Par;
Jo meere jeg tænkte, jo meere jeg ynskte,
Jeg haabede paa den glædelige Slutning:
Jeg vil giøre ham en Hielp, som skal være
hos ham,
Længsel løb vidt hen med mig;
Endelig standsede jeg lidet,
Den meere dydige, end indtagelige af faae bekiendte
Patientia,
Hun indfandt sig, hviskede mig i Øret:
Aldrig faaer got Taal, ond Ende,
Men jeg i Hast, hviskede igien:
Kommer dog ikke tyndt Øll bag efter?
Jeg gav mig vidre paa Flugten,
Bestigede Høye,
Krøb og udi Grave,
Hvor jeg kom, var ingen efter min Smag;
Dog Een, traf jeg omsider,
Een dydig og smuk,
En velbehagelig udi alt;
