333
GodMorgen Kiære Overflod! du Hærskerinde over vo¬
re Hierter jeg har længe tænkt at giøre dig et Høytideligt
Besøg; og tilligemed andre at optænde dig et Røg=Offer
paa dit Altar. Men da du har været noget knap imod mig;
har jeg nølet noget, og just derfore vorder mit Offer noget
mavert. Jeg vil ikke desto mindre korteligen tale om
dine Fortienester mod os. Det var uforladeligt at
føre Klage=Sange over den lille Deel af Jord=Kloden
som udgiør vort Fæderne=Land. Jorden, uagtet den
hviler under sin hvide Vinter=Klædning, lønner dog
paa faa Uger Arbeydernes Møye. Have og Floder
dække Bord for mange 1000 Jndbyggere. En reen
Luft forbædrer deres Sundhed. De haarde og ube¬
boelige Bierge selv, som synes at være Nationens Mis¬
fostere, give af deres Jndvolde en Skat, som bær ty¬
delige Vidnesbyrd om et mildt og naadigt Forsyn.
Men med alle disse Fordeele vare de gamle Forfædre
endda usle. De klædte sig i Skind=Pelser og Vad¬
meler, aade den groveste Spiise, og slukkede deres
Tørst med mange og foragtelig Drikke=Vahre. Jord¬
Drotten pløyede selv sine Marker, og naar han fik sit
Bælte om sig var han tillige færdig at tage imod sin
Fiende, og dem som søgte at forstyrre hans Rolighed.
Deres Huse vare smaa og ubeqvemme, og deres Huus¬
geraad lignede deres øvrige Opførsel. Deres Leege
vare grove, og Sværdet blinkede undertiden i de gla¬
deste Samqvemme.
Hvor skulle vi ikke forundre os ved at see nu op¬
staae en gammel Dansk i sin heele Prydelse! Aldrig
skulde nogen af os erkiende ham som en Stamfader:
Ney, et saa groft Blod løber ikke om i vore fine Aarer.
Kunde de Gamle nu staae op igien af Gravene; saa
skulde de troe enten en nye Skabelse eller i det mindste
det første Folke=Færd uddøet; hvorom de ikke i deres
