338
i sine blomstrende Dage, medens Døden forhaler at op¬
fylde den Gamles Ønsker, der er mæt af at leve; ---
nu maae en kiærlig Egtefælle see al sin Glæde og all sit
Haab at nedlegges i Jordens mørke Skiød; --- nu
maae de lydigste Børn, see, deres allerkiærligste Foræl¬
dre, at borttages fra deres Øyne, ja vel det, som me¬
re er, her maae en HErrens Meenighed ofte sukke:
hvor er nu vor Hyrde og hvem er nu vor Lærere, der
skal udsaae til os HErrens Høstes Sæd, saaledes maae
vi nu og sukke, saa maae vi klage, da HErren, den al¬
mægtige, har holdt op at giøre vel imod os ved denne
i Døden hensovede HErrens Tiener, den nu i Døden
saligste, men før i Livet den dydigste Lærere Herr Ma¬
gister Jens Olrog. Vi siige ikke meere, end at du var
en af de Hellige, og det er nok; dit herlige Exempel,
som vi med en dyb Taushed skal beundre i vore Hierter,
skal bestandigen staae afmalet for vores Øyne, naar vi
seer den Gudfrygtige at sukke over Menneskenes Syn¬
der, og at udstrække sin Haand til den elændige, naar
vi seer ham at indgyde Trøstens Olie i den Bedrøve¬
des Saar, at udrive den Fortvivlende af Dødens An¬
gester, at oplyse den vankundige, at overbevise den haard¬
nakkede Misdædere, og i alle Ting at bevise sig som en
retskaffen Christen og en stor Lærere, da raaber Sand¬
heds Mæle til de Efterlevende, saa var en Olrog, og
saa vandrede han for HErrens Øyne, indtil dette klar¬
skinnende Lys mæt af Dage og overøst med Velsignel¬
ser, gik udaf Livet, for at samles til sine Fædre; --
Ak, saa maae de da døe, --- ak! Salige --- meer
kunde de ikke fremføre for Graad og mine Øyne kunde
ikke udstaae længere at ansee dette bedrøvelige Syn;
Jeg saae derfor hen til den høyre Side af Graven, her
laae en forladt Ægtefælle omringet med sine elskeligste
Døttre, ligesom halv døde i hverandres Arme, endelig
kom de dem saa meget at de kunde tænke paa hvor de
vare, men smerteligste Forestilling! -- de levede ikke
endnu uden for at tage deres tillagt til Graad, tvende
