342
Friehed; Uddampningen tager til; Huden vordet rø¬
dere, og Ansigtet mildere.
En Vens Afskildring.
Pleon fik i Fødselen en Fiinhed i Lemmerne, som ofte
Sgeliide hans Klygt; En brændende Jld flyder om
i hans Aarer og udspænder Liv i alle hans Handlinger;
Denne Jld nærer men fortærer ham tillige; Hans
Klygt indblæser ham en Munterhed, som hans Legems
Beskaffenhed ellers nægter ham; Lad et Ord engang
opvække hos ham et nyttigt Begreb. Da faaer man
strax see ham at hoppe, han staaer op, han taler, han
tumler sig, han synes at sige: Jeg er ikke til, uden for
at fornemme og for at skiønne. Hvilket Liv! Hvilke
Udtryk i hans Udseende! Hvor mange Fruentimre
skulde ikke hans Øyne kunde fortrylle! Men ney, han
udskyder Jld af Klygt; Og skiønt meget Jndtagende
ere de dog ikke skabte til at pryde en Veneris eller
Gratiernes Pande.
Hans Ansigtes Træk ere hverken mandelige
eller qvindagtige, hans Smiil er behagelig og kiælen;
Hans Ansigts=Straaler fiine, fulde af Udtryk, noget
besynderlige, og anviise Oprigtighed og Munterhed;
Men iidelige Stød af en hæftig Forestillings=Kraft af¬
male Tid efter anden Foragt, Vrede eller Fortørnelse
i hans Udseende, med et Ord: Man kand ikke ansee
hans Gestalt uden som et Speyl paa hans Tanker.
Seer han smuk ud? eller seer han hæslig ud?----
Siig mig da hvad han tænker i samme Øyeblik! og jeg
skal svare.
Min Vens Hierte er uskatteerlig i mine Øyne;
Saasom han er en dydig Ægte=Mage og hørig lydig
Søn i Henseende til den Omhyggelighed han bær for¬
Naturens= og Venskabs=Pligter, saa mærker man ikke
meer den Foragt, han dog paastaaer at bære for smaa¬
Deggerier, ey heller den Kierlighed for store Grund=Lær¬
domme, som indgive Afskye for smaa=Stykker. Lader
os være Menneskelige! siger han undertiden, men lad
