344
ret meget kiælent, har denne opløftet sig, og fattet Mun¬
terhed endog da, naar den mistede af sin Følelighed.
Hans Venner ere vel hans Venner, men hvorlidet
er Tallet! Cleon mister ingen af dem ved sin egen Skyld;
Han foreener en sand Kierlighed med et virksomt Ven¬
skab; han kræver det samme af sine Venner, som han finder
sig i Stand til at giøre for dem, og faa Mennisker kunde
giøre det.
Hans Egenkierlighed er reen uden Følger. Saa¬
som han paa een Tid er frygtsom og fortroelig, troer han
sig at være i Stand til at paatage sig de største Ting, men
naar han skal legge Haanden paa Værket, føler han intet
meere end sin Afmagt.
Er han end iblant sine gode Venner er hans Geist
munter, behagelig, fortroelig. Følelser tale hos ham ved
Epigrammata; han besidder alt for stærk en Geist til at
have matte Jndfald Naar det kommer an paa at være vel¬
talende, forstaaer Cleon baade at lade en Eftertryks og en
Dommers Tone fare; Da han er ligefrem og naturlig taler
han om sig selv med Sædelighed og om sine Venner med
Hidsighed.
Jngen forstaaer bedre end han at giøre andre fornøy¬
ede med sig selv; Man finder i Omgang med ham at man
har Forstand, og man faaer den virkeligen ogsaa; Man
forlyster sig i sig selv med Lækkerhed, men den Træthed man
formærker deraf giver tilkiende, hvad Kræfter han har
kommet een til at anvende.
Jngen kand tænke at de høre meer end min
Ven; og jeg undrer mig ikke derover; en Haandeven¬
dings Taugshed er for ham et Aarhundredes Tanker,
og det er just dermed man bør afmaale Tiden.
Cleon forsømmer alt for meget de smaa Plig¬
ter i Sælskab, han seer kun de han elsker, og jeg frygter
han tilsidst kommer til at leve eene. Rummet byder mig
at slutte.
