346
Jeg saae efter min Hat, og gik hiem, gandske
fortreden over det Jndtryk, som denne Tal mraade gior¬
de i mit Sind, og over den Seyer, som denne Stoer¬
praler søgte at erholde over mine Meeninger. Ach
hvor lykkelige Medborgere! tænkte jeg, om Penge ud
giøre Lyksaligheden.
Fra min Barndom af havde saavel mine For¬
ældre som mine andre Lærere ingen Umage sparet for
at indprente mig, at Dyden giør et Menneske lyksa
ligt, og at et stort og prægtigt Steenhuus ofte skiuler
et uselt Dyr, men en fattig Leer=Hytte beboes af et
i Henseende til Uskyldighed og Sindets Gaver lyksa¬
ligt Menneske.
Denne Lærdom forestilledes mig paa en indta
gende Maade, og jeg blev saa meget desto mere forel
sket deri, som jeg havde den Fornøyelse, at hist og her
opdage en fattig men tillige lykkelig Landmand, hvil¬
ken, langt fra at misunde sin rige Naboe, talte ligesaa
mange fornøyelige, som hiin kummerfu de Timer, og
tog Deel i den Uroe, som plagede hans Sind.
De uskyldige Landsbye=Stæder havde givet
mig denne tørre Lære-Regel, at jeg vilde glemme dem
naar jeg fik Kiøbstæden at see. Jeg havde ikke heller
seet saa megen Rigdom, Overflod og let forhvervet
Velmagt som her. Jeg begyndte snart at mistænke
mine Læreres Sæde=Regler, og at see Lyksaligheden
allene ved en stor Casse. J hvor liden Høyagtelse jeg
bærer for Hr. Dumhierne; maatte jeg dog tilstaae at
hans Udsagn aabnede Øynene paa mig, og gav mig
Anledning til at nøyere eftertænke Sagen.
Jeg var i Begyndelsen noget enfoldig (og hvem
kand fordre god Smag af Bonde=Tosser og Landsbye¬
Junkere?) Jeg troede, at Dyd og Vid giorde Men¬
neskene lyksalige; men hvor blev jeg ikke bedragen! jeg
kom i Bekiendtskab med en Mand, som altid søgte at
