347
foreene en ærkar Opførsel med sin dybe Jndsigt; men
havde ikke desto mindre maattet sulte ihiel; om ikke hans
Fader i det samme havde været saa artig mod denne
sin Søn, at tage Afskeed fra Verden.
En ung Spradere, som eyede meer Mynt end
Vid, havde faaet klæbet fast ved Hukommelsen nogle
af de Lærdes Navne og Sætninger, og talte med frit
og frækt Mod i de vanskeligste Sager; saa at han
holdtes for en lille Afgud, førend han selv vidste at
han var et Menneske: Mynten drog Drengen frem,
og Daarlighed talte for ham.
J forrige Tider var Verden saa dum, at den
hædrede Fliid og virkelige Fortienester: En fattig og
nedrig Fødsel var ingen Hinder paa Ærens Vey;
Midt i Ærens Skiød samledes den Riiges og den
Fattiges Sønner, og bleve strax Slægtninger paa
Dydens Vegne, uden at Blodet vidste af den ringe¬
ste Bekiendtskab. Jeg rødmer selv paa de Velhaven¬
des Regning, naar jeg hører tale om, at en Vadmels
Trøye forvandles til en Fløyels Kiortel: Det grove
Blod skæmmer dem dog, uagtet alle Prydelser. Vor
oplyste Verden indseer dette: Guldets Egenskaber maa
tilforn have været saa nøye bekiendte som nu; og de
gamle Naturforsker maa tilforn nødvendigen have slum¬
met: 10, 000 Daler paa et Sted samlede trække
Hatten af Hovedet paa de Forbiegaaende, og ere den
50, 000, saa staaer Peruqven i Fare, for at følge
med: Tønder Guld, sætte Krampen i Ryggen paa Folk,
og det hele medicinske Facultet er ikke i stand til at
hielpe ham. Naragtige Forsøg, at ville erlange Ære
uden ved Penge; Thi paa denne Maade søges den med
en utroelig Fordeel: Naar møysommelige Dage og
vaagne Nætter lønnes med Foragt; saa vækker Guldet
den i Høysædet som sin heele forbigangne Tid har so¬
