349
ikke allene i Minerne, men at dens Bestands=Deele
findes ogsaa i alle Legemer. Desuagtet er Jernet
uendeligen nyttigere end Guldet, hvis indbildte Værd
bestaaer allene i dets Sieldenhed. Om man kunde
oversee den gandske Verden; saa skulde man tydeligen
see, at den viise Skabere haver frembragt de Ting i
største Mængde som ere nyttigst for Menneskene. Han
har tilstrækkeligen sørget for vor Naturs sande Behov.
GUd har ikke skabt os i Fattigdom, men begavet os i
Overflod med det, som tiener til vort Livs Ophold.
Men den Begiærlighed, som boer i det menneskelige
Hierte er aldrig roelig. Midt i Overflod qvæler et
Menneske sig med Mangel; saasom det begierer hef¬
tigst det, som lættest kand undværes. Overflod bliver
en Kilde til Mangel. Hungeren stilles meget læt; men
der skal en stor Kunst til at opvække appetit hos en fuld
Mave. Tømmermandens grove Øxe er nok til at be¬
rede os en hastig og sikker Boepæl. Bildhuggerens fine
Meissel og Malerens bløde Pensel tiene kuns til at
pynte den ud. Bondens Eenfoldighed anskaffer Korn;
Urtegaards=Mandens Kunst forhøyer Blomsternes Far¬
ve. Jern og Guld giør Forskiæl paa de Mennesker
som leve i Naturens Stand, og lade sig nøye med
det Nødtørftige, og paa dem, som Overflødighed le¬
der til Fylderie. Hiine gribe efter Jernet, overladen¬
de disse Guldets Glimmer. Kulden og Varmen af¬
vexle hos dem, skiønt de ligesaa lidet undersøge det
eenes som det andets Natur, og kiende hverken Vende¬
Cirelen eller Poli=Høyde. Solen skinner ligesaa klart
for de Folk, som ikke spørge om den staaer stille, som for
dem som stride om, enten Copernicus eller Tycho har
Ræt. Ja, et Menneske kand leve dydigen, om end
Sædelærernes Undersøgninger om Dydens Væsen er
det ubekiendt; Den; som nægter Frieheden i den men¬
neskelige Villie, beviser ikke mindre Frieheden i sine
