391
viid Huule, som er Forkammeret til den gandske Byg¬
ning. Gulvet deri er ligeledes njævut, og Væggene
bestaae af en forskiællig mengde Steen=Arter; fra Lof¬
tet hængte en stor Hob giennemsigtige Røer ligesom
Jistapper (Stalaciter.)
Naar man kommer videre frem, saa aabner flg
den heele Skue=Plads af denne Labyrinth. Der er saa
minge Gange, Bie=Veye, og Aabninger i saadan
Mængde og med saa mange Forandringer, saa at man
slet ikke kand forundre sig over de gamle Skribentere,
om de end have giort aldrig saa meget deraf.
Hoved=Veyen er dog den redeste, samme gaaer ne¬
sten en heel Miil omkring og har mange Aabninger og
Side=Veye ved sig. Fra denne store Vey kommer man
endelig i tvende store Huuler, hvilke synes at forestille
et par meget deylige Værelser. Denne Hoved=Gang,
deeler sig henimod Enden i to eller tre Arme. Men
foruden dem ere nogle andre Veye fra Hoved=Gangen,
som ere gandske liige og gik liige frem. Her igiennem
kand man komme tilbage igien til den første Indgang,
hvorfra man tillige kand komme ind i de rette Indgan¬
ge, som er omtrent tyve engelske Yards brede, hvoraf
enhver er fjorten sex ottendeel Tommer længere end de
Leipsigske Alen. Dybere inde komme saa mange Om¬
lugter og Tvær=Veye, saa at det syntes umueligt at no¬
get Menneske kunde finde reede i dem. De omtalte
Topper som hængte ned som Jistapper vare Sparer,
det er: Giennemsigtige Kalkspat, et Mineral, som et¬
hvert Vand fører saa uformærkt med sig. Samme af¬
sondrer sig fra Vanddraaberne, som svede ud af Ste¬
nen, førend de kunde falde paa Jorden.
Det er det samme, skiønt af en langt slettere
Art, som giør den Steen=Skorpe i Theekiedlerne eller
