369
ikkuns ere Lykke for en fordervet Smag. Damp er hans
Lyst, og Sindets Rolighed svæver for en ubestandig
Vind. Siælen er tom ved alle rasende Fornøyelser.
Den udvortes Skin bedrager og fører ham uformærkt
fra den rette Vey. Han er ynkværdig midt udi al sin
skinnende Lyksalighed.
Tidt vorder Mennesket en Lærere af den be¬
drøvede Lærdom, at denne Verden ey har tilladelige
Forlystelser. Han er forgabt i sorrigfulde Timers me¬
lancholiske Yndigheder, og skammer sig ved, at være
glad. Nu begynder han, at laste den glade og skiem¬
tende Dyd, og kalder den daarlig Letsindighed. Den
ømmeste reeneste Kierlighed er udi hans Øyne fardana¬
palisk Kiælenskab. Men det er ikke mandhaftig Al¬
vorlighed, ikke Viisdommens roelige milde Mine, som
maler sig i hans Ansigt. Ufornøyelighed fremskiuner
af alle hans Lader. Den klæder alle Ting omkring ham
udi en sorrigfuld Mørkhed. Saaledes besnærer tidt
bittre Tanker og en ildegrundet Græmmelse efterhaan¬
den Menneskens Siæl. Ved at undflye Verden søger
han Roe for sit Hierte, men finder den ikke. En Vild¬
farelse avler stedse den anden.
Med et grandskende Øye seer den Vise denne
Verden og med en forsigtig Foed gaaer han de Veye,
som fører til Lykken. Den himmelske Dyd veyleder
ham om Dagen og den guddommelige Viisdom oply¬
ser Natten for ham. Rolighed og Trøst fremsmiler
af hver Mine, og saaledes igiennemvandrer han Ver¬
den. Ved Dyd og Viisdom er han mod Skiæbnen,
hærdet. Ligesom Søemanden ey ved hæftig truende
Stormvinde forsager, naar han haver Havnen, hvor
han skal lande, i Synet: Saa er og den Vise uforsagt
ved alle Gienvordigheder, og slipper Livets sidste Maal
aldrig ud af Øyet. Han søger ey sin Lykke i forgien¬
gelige og skuffende Fornøyelser. Berømmelse hos de
