376
Vaagner op J Usle! og seer til! hvorledes
det menneskelige Sørge=Spil endes. Hvorledes gaaer
det almindelig viis til? En Sygdom paakommer et
Menneske, og varer maaskee 9 til 14 Dage. Saa¬
som Almagten har nedlagt hos os Dødelige stor Om¬
sorg for vort Liv, og en yderlig Afskye for Døden: saa
bekymre de sig i Begyndelsen for at faae Sundheden,
igien og at beholde Livet: De ønske hierteligen dette
sidste: det kiere Liv er dog meere end Sundheden.
Kort: hele Bønnen gaaer derpaa ud, at man bare
kunde leve, ligemeget da, i hvad for Vilkaar. De
tænke som Mecocnas: Vita dum superest, dene est; d.e.
Naar man kun lever, er det got; Og ikke som Martia¬
lis: Non est vivere, sed valere, vita; d. c. Det heder
ikke, at leve, men at leve vel. Saaledes lærer Philo¬
sophien, det er, den daglige Erfaring, at Mennesket
haaber det som han dagligen ønsker. Et stort Beviis,
paa vor Svaghed, samt at Naturen fordrer Trøst og
Lindring i Plagerne. Her kommer jeg til at nævne en
stor og betydelig Sandhed. Og hvorledes lyder den?
Saaledes: Den Syge haaber altid, med eller uden
Grund, at vorde frisk igien; og tænker, saa længe det
endnu ikke er paa det Alleryderste, ikke med Alvorlighed
paa Døden. Jmidlertid tager Sygdommen til, og
forvirrer baade Vid og Forstand. Endeligen, naar
Forvirrelsen. stiller sig noget, spørger man denne Usle,
om han ikke vil have Præsten til sig? Han svarer da,
Ja. Strax hæntes Præsten, hvilken finder den Syge for
svag til at taale en skarp Jrettesættelse. Jmidlertid gi¬
ver han ham maaskee imod sin Villie Sacramentet.
Neppe gaaer et par Minnter forbi, førend Uroeligheden
indstiller sig: den reysefærdige Siel forstyrres af en
urolig Søvn; og strax efter et par Timer, høyst et par
Dage, gaaer han ind i Evigheden, uden at have forar¬
beydet nogen Sinds=Forandring under saa skrækkelige
