377
Tilrustninger. Hvor mange træde ikke paa denne
Maade ud af det Menneskelige Sælskab?
Et ligesaa stort Antal vandrer sædeligere og
med mindre Allarm ud af Verden: deres Kræfter for¬
tæres langsomt og Forstanden beholder sin fuldkomne
Styrke indtil sidste Aandedrag. Man maae beklage,
at de fleste af disse Syglinger ikke have tænkt paa Evig¬
heden eller bekymret sig om Tilstanden efter Døden, ik¬
ke engang yderligen paa deres Sotte- og Døds=Seng,
saa længe der var mindste Liighed og Haab at komme
sig igien. Som oftest opsættes de vigtige Betragtnin¬
ger indtil at Eftertanken forbyder sig selv og at Døden
spiller paa Læberne. Langvarige Sygdomme fører det
med, at der indfinder sig megen Omvexling af onde og
gode Timer: hvorved det skeer, at man stedse smigrer
sig med Haab om bedre Helsen. Denne behagelige
Jndbildning indtager saaledes Sielen, at den intet
Rum har til andre Tanker. Endeligen faaer han Over¬
beviisning om sin farlige Tilstand, hvori han er. Hvor¬
paa gaaer nu allerførst hans Omsorg ud? Mon ikke
paa et Testament, skulde han ikke forklare sin yderste
Villie førend han døer? Denne er mestendeels eens i
Hoved=Sagen, og lyder noget nær saa: Som jeg ikke
faaer blive ævig her paa Jorden, og kand umue¬
ligen efter min Død forsvare, mindre bruge min
Eyendom, saa vil jeg, mig til liden Ære, føye
alle muelige Anstalter, at de skulde falde i deres
Hænder, som ere i henseende til Tanker, Følelser
og Sindelav mine Nærmeste. Nu kommer Tillæg¬
get, hvilket er forskielligt efter Omstændighederne. Dog
som man har bundet sig til Moden i sit gandske Liv;
saa følger og dens Virkning ofte ind med i Testamen¬
tet. Men hermed har jeg for denne Gang intet at be¬
stille. Man maae efter den nyeste Mode see Døden
ret ind under Øynene. Det er: Man døer ikke efter
