378
eget fornuftigt og christeligt Overlæg, men følger andres
Domme: Dette mærker man ikke mindre hos Folk af
Forstand, end hos det mindre oplyste Slags.
Den herskende Mode fordrer, at naar Døden
nærmer sig, maae der endeligen sendes Bud efter Præ¬
sten. Naar han kommer, saa skal den Syge med faa
Ord, og ikkun slet kalde sig en Synder, bede om Naa¬
de hos Gud, nyde den hellige Nadvere, og prise sig
ævigen lyksalig. Dette skal skee for en Forsamling og
uden Omsvøb. Nær havde jeg glemt et Hovedstykke:
Naar de omkringværende see lidet eller slet intet Haab
om den Syges Sundhed og Opkomst; saa viser denne
en meget= liden Omhyggelighed, og er mærkeligen lige¬
gyldig, i hvad hans Samvittighed endogsaa erindrer
ham om. Han taler med Frimodighed, og røber ingen
Frygt for Døden, men underkaster sig den Høyestes
Beslutning. Efter denne Mode døe mangfoldige,
men vinde dog sines Berømmelse; Man taler ikke om
andet den hele Tid, uden om hvor saligt hans En¬
deligt uden Tvivl har været. Det hører mig ikke til
at anstille dybsindige Betragtninger herover. Jeg
vil ikke bedrøve mine Læsere paa Søgne=Dage, men
heller tiene dem med en eller anden hidhørende og
mindre fortrædelig Historie; hvoraf sluttes, at Frimo¬
dighed ikke er medfødt, men forstilt eller ved Kunst og
Øvelse erholdet. Jeg har læst om en fornem Officier,
hvorledes han et par Gange uden Frugt har været i
Tve=Kamp, blevaanet 110 Slag og adskillige Stor¬
me; hans Heste ere skudte under ham, og hver Gang
har han taget sig en Dosis Havana Snuus=Tobak, og
dermed svinget sig op paa friske Heste, han er selv og¬
saa saaret og hugget; men har forbundet sig med sit
Lomme=Tørklæde, og fortsat Striden, ja ladet Felt¬
skieren baade skiære og brænde Saaret, uden at jamre
sig det mindste derved. Dette Mod havde han erhver¬
