379
vet sig ved Børne=Leeg, men det ophørte, da Kiempen
nogen Tiid derefter faldt i en Sygdom af hidsig Feber,
hvilken dens Læge søgte at forekomme ved en Aarelad¬
ning. Her vorder denne Martis Søn ret bange, og
Frygten driver ham Blodet op for Hiertet. Jeg gider
ikke beskrive et saa løyerligt Eventyr. Den farlige
Lancette maatte til det fleere Gange. Kiempen for¬
bindes, daaner han, og kand neppe med alle de lug¬
tende Vande i Huset faae Liv og Munterhed igien.
Hvad er Aarsagen til en saa uformodet Feyhed? Jo
den er denne, man har ikke brugt samme Kunst til at
væbne ham imod Aareladningen som imod Krut og
Kugler. Saaledes findes der ikke faa, som uden Ræd¬
sel bestorme hele Fæstninger, men bæve og skiælve
ved mindste Uveyr paa Søen. Helte ere ikke altid og
allesteds Helte; de ere det ikke længere, saavidt jeg for¬
staaer Sagen, end saa længe en mandhaftig Rørelse
spører dem an. Jeg erindrer mig her en Kæmpe=Hi¬
storie: En Rytter ønskede meget at med det første bie¬
vaane et Feldslag: inden kort Tiid opfyldtes hans
Ønske, ret nu skal han rykke frem imod Fienden; han
tordner, bronter og bander, at han skal dyppe sit
Sværd i sine Fienders Blod: Endelig gives Tegn,
og alle sætte sig til Hest. Hvad giør vor Helt, han
stiger til Hest fra høyre Side, og rider grædende i
Felten.
OHerrer Poeter i Kiøbenhavn! jeg spaaer Eder et
Duroeligt Veyr, som vil forstyrre Eders Stilhed.
Men tillader mig i det mindste at jeg maae kalde mig
Eders Ven! Jeg vil nu viise, at jeg ikke er aldeeles
