380
dette Navn uværdig. J viide at jeg er nysigen; Thi
min Bestilling udfordrer det: Men J kunne aldrig
troe, hvilke Myrer jeg har faaet i Hovedet siden jeg
nyligen begyndte at patrollere for Eders Regning.
Troer mig kuns mine Herrer! J har færre Venner
end J tænke; Jeg vil under fire Øyne sige Jer nogle
fortredelige Domme, som jeg har opsnappet.
En lille indbildsk Karl satte Næsen i Veyret,
og pralede efter Sædvane overmaade stærkt, forsikkren¬
de med en myndig Mine, imens han tog sig en Priis
Snuus, at vore Poeter skrive mat; Og heele Sæl¬
skabet, som bestod ellers af ret smukke Folk, soer paa
at det var sandt: Meere Beviis behøvedes ikke. En
anden belæst Mand (Jeg vover ey at sige andet; thi
jeg er meget bange for Processer) satte med stor Be¬
sværlighed Munden i Lave, og ærede vore Poeter ved
følgende Vers, som han gav ud for sit eget:
Man skriver ofte dens Berøm,
Der burde knap som Mennisk nævnes;
Men er iblant saa lidet øm,
At Dyden liden Ære lævnes.
Om Æren var vor Skialder liig,
Befrygter jeg den lagdes øde;
Thi ingen nævntes naar han døde,
Naar han ey her har været riig.
En anden berettede, at han havde selv læst
Fresens, Runii, Nordenflygts, og v Dahlins, og
desforuden utallige Franske Vers, og paastod, at aldrig
have seet saa megen Selvtagen=Friehed i Skialder som
nu. Siælden, sagde han, kommer Hviilen eller Ca¬
daneen paa sit rette Sted; Verset gaaer tungt, og
Ordene maae tage Lyd efter Poetens Behag, og ikke
efter Sprogets Natur. Jeg var saa ulykkelig at være
overværende ved denne Prædiken; Men jeg blev kied
derved og tog Afskeed af Sælskabet, da han blev ved
