382
allerstørste.  De have ret gode Grund=Sætninger
inde, og Deres lidet Skrift bær Vidne om alt det, De
sige i Deres Brev. Racine, som var den første der
havde Smag, ligesom Corneille, hvilken først havde
Vittighed, og den beundrings=værdige Racine, som
ikke kand tilfulde beundres, tænker ligesom De. -
Pragt i Skuespillene er ikke nogen Smukhed, uden naar
den udgiør en nødvendig Deel af Materien; Ellers er
den kun en Zirat. - Jndfald ere ikke nogen Fortie¬
neste, uden naar de ere naturlige, og Declamationer ere
altid baraagtige, i Besynderlighed, naar de ere fulde
af Hovnelse. De meene, min Herre, at de ikke have
gjort Vers, som ere værde at holde paa, og jeg finder at
de have gjort mange af dette Slags. De Vers, som jeg
holder meest paa, ere de, hvori Talemaaderne ere for¬
andrede til Følelser, og hvori Digteren søger ikke saa
meget at lade sig selv see, som at lade en Person see, ved
hvilken man ikke søger at henrykke, men ved hvilken Na¬
turen taler, og siges hvad der bør siges. Det er saa¬
danne Vers jeg er for. De dømme nu selv! om jeg ikke
bør være fornøyet med Deres Arbeyde. - De lade
til at have megen Fortieneste; De kunne da belave sig
paa mange Modstandere! J gamle Dage, saasnart som
en havde giort et got Skrift, gik man hen til Broder
Vatble og gav ham an for en Jansenist. Broder
Vatble sagde det til Fader le Tellier, hvilken igien berette¬
de det for Kongen. Giøre De i disse Tider en god Co¬
moedie, saa vil man strax sige, at De ere nu Guds For¬
nægtere. - Det er ret Fornøyelse, at høre de Stræ¬
ger, som Abbed d' Aubignac øser ud til Forfatterne af
Cinna. Der haver altid været Smaa=Lærde i den lær¬
de Verden; men man siger, at der maae være Smaa¬
krøb til; Thi Nattergalen æder dem for desto bedre at
synge.
