389
dig, til at føle deres Fienders Nærværelse, for at
redde sig for dem. Den gode Natur har anviist
mange Planter saadanne Steder til Boepæl, hvor
de ere sikkre for deres Fiender: Den haver til den
Ende sat en stor Mængde Planter paa en fælles
Stamme, og ophøyet dem i Luften, paa det at de
Dyr paa Jorden ikke letteligen skulde udrydde dem.
Slig en Sammensætning kalder man et Træe, hvil¬
ket Linnæus derfor meget smukt tillægger det Navn
af en omgiordet Naturens Hange. Andre Planter
har Naturen tvertimod forsynet med Pigge, hvilke
holde de Dyr borte, som kunde beskadige dem:
Men et Dyr tvertimod maae selv overfalde dets
Efterstræbere med sine Vaaben. Planternes Skyts
bestaaer altsaa i Volde og Spanske Ryttere; men
Dyrenes i et aabent Feldtslag med Fienden. Hvad
Slægtens Vedligeholdelse hos Planterne angaaer;
saa udfordres vel tvende Slags Kiøn: Men enten
ligge de Redskaber og de Værktoy, som afsondre
Han-Blomstrets Støv, saa nær ved de Redskaber,
som bringe sammes Kraft til den Sæd som skal be¬
svangres, saa at dette Støvs Needfald eller ogsaa
sammes Elastiritet kand føre det hen til sit Stæd:
eller og at Vinden forretter hos Planterne det, som
Vilkaarligheden giør hos Dyrene, nemlig fører
Blomster=Støvet derhen, hvor den skal giøre Frøet
frugtbart. Hvortil have da Planterne Følelse og
Sandser nødig? Maaskee dertil, saasom nogle har
den Egenskab, at de trække deres Blade sammen,
naar man rører ved dem. Man paastaaer, at disse
Planter fornemme og føle, men Tvetydigheden lig¬
ger alleene i Ordet: Følelse, saa at den heele Strid
er kun en Ord=Krig, men gaaer ikke ud paa Sagen
i sig selv. I det latinske Sprog har man tvende
Ord herpaa, nemlig percipere og sentire: Til det
