448
et Menneske har tilfælles med de mindste Orme, som
vrie og krympe sig derfor, foraarsager, at Kilderne
til Fornøyelser fortørres i vor Siæl: Mennesket syn¬
ker ned i en Hypocondrie og Melancholie, som setter
en Døds=Streg paa de muntreste Optrin i vort Liv.
Slige Folk ere allerede halvdøde; og jeg anseer dem
som en Art levende Gespenster: Deres Legeme er vel
endnu blant de Levende, men deres Aand er for læn¬
ge siden henvandret blant Evighedens Bierge. Ney,
saavidt maae Dødens bestandige Paatænkende ikke brag¬
ge det med os. Skaberen har givet vort Legeme Fø¬
lelser til Fornøyelse. Den hele Verdens Bygning
smiler ad os. Skulde vi da frievilligen berøve os den¬
ne Fornøyelse? det var en Grumhed imod sig selv, og
et Slags fiint, dog virkeligt Selv=Mord. Og var
ikke slig en Opførsel liige imod den gode Skabers En¬
demaal? Men saa skadeligt som det er, at have Dø¬
den bestandigen for Øynene; saa behageligt og nyttigt
er det, at man undertiden forestiller sig dette befrygte¬
lige Optrin i vort Liv, eller den sidste Rulle, som man
har at spille. Jeg vil grundigen stadfæste dette, ved at
vise, at denne Dødens Erindring 1) formindsker Fryg¬
ten for den 2) forskaffer os og andre som ikke tænke
alvorligen nok, en sand ubekiendt Fornøyelse 3) brin¬
ger os derhen, at vi kunne desto lettere beherske vore
Affecter.
1) Lidia er et ungt Fruentimmer, som aldrig
har tænkt paa andet end paa sin Pynt og sine Forlystel¬
ser. Natbordet, Spil og Elskov ere de eneste Ting,
som hun forstaaer. Hun har endnu en Række fornøy¬
elige Aar for sig. Hun seer allerede i sine Tanker en
hob krybende Liebhabere for tilkommende Tider at ligge
