449
ved hendes Fødder, og lade hendes Skiønhed vederfa¬
re Ret, og smigre hendes Forfængelighed. Med eet
kaster en dødelig Sygdom Lidia omkuld. Hun for¬
merker Faren paa Doctoren, som trækker paa Ax¬
lerne, og seer saa tvetydig ud, hun spaaer sig det ved
de grædende Øyne og den sagte Hvisken blant de Om¬
staaende, og hun venter det, ved at see Præsten, som skal
berede hende til Døden. Hun føler desuden en døde¬
lig Mathed i sine Lemmer, som kuldkaster ald den For¬
haabning hun selv kunde giøre sig. Hvad føler da vel
vor Lidia? Skræk, Angest, og Fortvivlelse; ja, disse
Udtryk ere endog for svage til at afskildre hendes Til¬
stand. Hun arbeyder under en Byrde af Forestillin¬
ger, blant hvilke de mindste ere geleidede med Skræk
og Angest. Døg indfinder der sig undertiden et lidet
Haab om Liv, hvilket, som en svag Straale, oplyser
hendes mørke Siæl. Men paa engang forsvinder og¬
saa dette svage Glimt. Hendes Sandser begynde at
fordunkles, det arbeydende og klappende Hierte forkyn¬
der, at det er færdigt at sprække, den famlende Tunge
stræber omsonst, at bede de omkringværende om Trøst
og Hielp. En kold Døds=Sved udbreder sig over
hendes Lemmer, og de brustne Øyne see ikkun halvt de
Ting som de stirre paa. Men hendes Siæls Fore¬
stillinger ere endnu saa stærke at de levende afskildre
hende det Forliis, som hun skal lide, og vise hende den
Afgrund som hun staaer paa Kanten af, og som hun
imod sin Bestræbelse er tvungen til at see svinglende
ned i. Hun seer her paa engang Enden af alle hen
des Fornøyelser. Hendes deylige Legeme, som var
hendes Afgud, skal nu være en Mad for Ormene. Hen¬
des tillukte Øyne skulle for evigen udelukkes fra Ver¬
dens Forlystelse. Hun faaer nu ikke længere at høre
