452
Man vil her forekaste mig Orgons Exem¬
pel. Denne Gnier, som er i Verden, blot for at
passe paa sin Skygge, tænker altid paa Døden;
og just denne Tanke er hans eneste Marter. Først
overseer han roligen den mængde glindsende Metal,
hvormed hans Kister ere fyldte. Han fryder sig
over denne Skat, og løfter trøstesløs strax derpaa
Hænderne og Øynene til Himmelen, sigende: Og
denne ved min suure Sved forhvervede Skat, det¬
te mit halve Hierte skal jeg forlade! hvor roelig
vilde jeg være om jeg i 1000 Aar kunde besidde
disse Kister! Men uretfærdige Himmell jeg maae,
jeg skal, og det maaskee inden faae Aar, derfra.
Hvorledes skal jeg udstaae disse Tanker? saaledes
qvæler Orgon sig, og ved slig Qval føler han dag¬
ligen Dødens Angest og Smerter. Han døer 1000
Gange om Dagen i levende Live, og Tanken om
Døden formindsker saa lidet Frygten hos ham der¬
for, at den meget meer drives til den høyeste Spids
af Angest. Det er ikke tungt at begribe, at Or¬
gon formerer sin Frygt for Døden ved den idelige
Tanke derom, saasom han betænker blot Følgerne
deraf, men udvikler ikke dens Natur og Beskaffen¬
hed. Han tænker altsaa vel paa Døden; men ikke
ret, ikke grundigen, ikke saa, som man skal tænke
paa den, naar man skal tabe Frygten derfor. De
fleste Mennesker ligne heri Orgon. Hans Ven¬
ners Dødsfald, som han dagligen oplever giør den
Tanke levende hos ham, at han og skal engang gaae
alt Kiøds Vey. Ja en vis indvortes Følelse blan¬
der ofte de fornøyeligste Timer med Galde for
ham, ved de pludselig Tanker, at han er dødelig.
Oft mitten unter Rosen hebet
Die Furcht ihr Schlangen=Haupt empor.
