453
Men denne Tanke, som er geleidet med An
gest er alt for flygtig, og alt for lidt grundet, til
at den skulde tiene ham, som en Lægedom, er ham
meget meere en Gift. Det kommer deraf, at han
anseer ikke Døden med et behiertet Bryst, han
gaaer den ikke trøstefuld i Møde, men kaster kun
et frygtsomt Blik paa den, og skieler kun til den,
ligesom en Reisende, som vanker ene om paa en
ubanet Vey eller paa en vildsom Mark. Han seer
noget skræksomt at reyse sig i Luften. Den stille
Maaneskin og de derved foraarsagede lange Skygger
giøre det endnu forskrækkeligere for ham. Han seer
til en Side, frygtsom derhen og seer tydeligen et Uhyre
eller Monstrum. Funklende Øyne, et opspærret græs¬
seligt Gab er det mindste af det han bliver vaer. En¬
delig tager han Mod i Brystet, og samler igien de faa
Sandser han har igien, han gaaer lige ind paa dette
Skrække=billede, og leer ad sin egen Daarlighed, i det
han finder et gammelt raadent Eegctræe, som hans
virksomme Indbildnings=Kraft har afskildret saa skræk¬
keligt for ham.
Man undskylde sig altsaa ikke dermed, at den
idelige Erindring om Døden formerer Frygten derfor,
og sætter os i en bestandig Uroe!
2) Men desforuden er ogsaa Dødens Be¬
tragtning Kilden til en sand og ikkun de vise forbehol¬
den Fornøyelse. En sød Fornøyelse, raaber Lisidor,
naar jeg skal tænke derpaa, at de levende Livets For¬
nøyelser skulle ophøre for mig, at mine Sandser ikke
meere skulle kildres af angenemme Følelser, og at den
gandske corporlige Verden skal forsvinde og undergaae
for mig. Lisidor er sandelig ikke vant til nogen anden
Fornøyelse end til de, som opmuntre hans Sandser, og
holde ham i en Slags bestandig Drukkenskab. Han
