454
veed intet af den fine Vellyst, som kun smager Siælen,
intet af den Fornøyelse, som ikke efterlader nogen ækkel
Tomhed hos os, intet af den rene Følelse, som rykker¬
Siælen hen, uden at svække Legemet. Kort, Lisidor
er kun et Dyr i menneskelig Gestalt. Og hvorledes kun¬
de han da tage imod en Fornøyelse, som kun smager
Siælen. Den Vise føler ikke alleneste en Fornør¬
else i de lystige og angenemme Optrin i Livet, men
endogsaa i de bedrøvelige Scener deraf. Den stille
Betragtning over Gravene fylder hans Siæl med en
langt større Glæde, end det sandselige Menneske fin¬
der i de fortryller de Forestillinger af en Opera, eller
ved Tummelen af et Bal. Den hele Siæl giennem¬
trænges af en stille og rørende Vellyst, naar den over¬
seer Dødens øde Egne og de bortgangne Aanders Bo¬
liger, som de ogsaa skulle beboe, ikke Aareviis men E¬
vindeligen. Men hvilke ere Kilderne til denne rere
Fornøyelse, som den vise nyder i Dødens Betragtning?
Lader os undersøge den nøyere, og eftersee dens Drive¬
Fier, som sætte vor Siæl i Bevægelse herved! Den
første Kilde til den Gla de, som den Vise har ved denne
Betragtning er ustidigt Skaberens Viisdom. Vi
spore altid en Fornøyelse, naar vi ere i Stand til, at
opdage Tingenes Fuldkommenheder. Vi fryde os over
de Fuldkommenheder, som man opdager hos Dyrene.
Naar vi forestille os deres foranderlige Bygning, de¬
res Ophold og deres Forplantelse, hvorved det følende
og maaskee tænkende Væsen i dem er forknyttet med
den grove Materie, hvoraf deres Maskine er sammen¬
sat. Vi fryde os over den vise Indretning, som vi fo¬
refinde i Planternes regelmæssige Bygning, naar vi
opdage de Love, efter hvilke Saften hos dem stiger i
Høyden og forpandler sig til Dele af Planten; efter
hvilke de i Kiernen liggende smaa Planter udvikles, og
efter hvilke Frugten udspirer af Blomsterne.
Fortsættelsen følger.
