455
tilkommende Venner og Medborgere. Hvilken Næring
for for Nysigerhed! Jeg seer langt borte en Egn, som
er skiult af Nat og Mørkhed. Mørkheden viger, Taa¬
gen fordeler sig, Objecterne udvikle sig og vorde tyde¬
ligere. Med eet seer jeg nye mig ubekiendte Optrin.
Fornøyelses= og Fryds=Scener, som eet eneste snurt
Skridt skal føre os hen til. Et Skridt, som der¬
hos ikkun synes os snurt. Et Øyeblik, som ey
forestille os behageligt, saasom vi ikke kiende det.
Et Øyeblik, hvilket, i det at det berøvede os alle
Fornæmelser, formindsker, ja, gandske betager os
tillige den Smerte, som Livets Fraskillelse ellers for¬
aarsagede os. Et Øyeblik, som ikke sætter os ud
af Verden i Almindelighed, men kun ud af
den materielle og grove Verden, og ind i en
anden Sammenhæng af Ting, hvilken maae være
lyksalig for de Viise og Dydige. Hvilke Foran¬
dringer skulle da ikke foregaae i vor udødelige Siæl!
hvor vil da ikke den baandløse Aand ophæve sig
i sig selv! hvilke nye Prøver faaer den da ikke at
see paa sin Skabers Godhed, O! en rig Anled¬
ning til Efkertanke for den Vise!
Kand man da vel undre at de viseste i
Grækenland og Rom have vovet sig til dødens Af¬
grund ved den blotte Fornuftes svage Skin? En
Plato, en Socrates, en Seneca og en Cicero ha¬
ve opholdt sig med dens Betragtning. De have
allerede bemøyet sig at beklage dette sidste Øyeblik
det Skræksomme, hvori den vorder indsvøbt ved
vor arbeydsomme Indbildnings=Kraft. De have al¬
lerede talt om Siælens Liv efter Døden, og med
Fornøyelse tænkt paa de fraskildte Aanders Tilstand.
Og deres Tanker vare dog kun blotte Formodnin¬
ger, ingen Vished, ingen Overbeviisning.
