461
møysommelig tilkommende Tid for sig. Hans Ven,
hans forelskte Gudinde, eller hans Børn, ere ham
ved Sygdom, Krig eller andre Tilfælde berøvede.
Da han er forladt af den hele Verden, tænker han
at han er en, som midt i den store Verdens Bygning.
Han slaaer sine Øyne op mod Himmelen, da han paa
Jorden finder intet uden Jammer. En trøstende
Tanke fremstiger af hans Siæls inderste Grund.
Du er dødelig, din Jammer, din Møysom¬
melighed og din Elendighed skal snart faae en Ende.
Snart, snart, skal det Øyeblik komme, som skal udløse
din bekymrende Aand af dens Baand, som skal bringe
dig paa Jorden forladte til de ophøyede Væseners
Samqvem, imod hvilken de viseste Mænds Omgang,
og det allerbeste Sælskab er intet at regne. Du er i
faa Aar ulykkelig for at ævigen vorde lykkelig. Hvil¬
ken trøsterig Tanke! Sorgen forsvinder, Hiertets Uroe
stiller sig. Han taaler sin Lidelse med Taalmodighed.
Han overvinder den Smerte, som hans Venners og
Paarørendes Fraskillelse foraarsager ham. Han seer
allerede forud, hvorledes deres Arme strække sig ud til
ham af hine stille Aandernes Egne. De vinke
ad ham, og han glæder sig over at hisset faae dem at
see igien. Oprører Kierlighed os, fortumles vi af
Vreden og andre Lidenskaber, som ere forknyttede med
Blodets Omvalling og heftige Bevægelser i Legemet;
saa stiller just denne nyttige Betragtning ogsaa Stor¬
men her.
Skall vel Medor udføre sit Forsæt at forføre
den uskyldige Skiønne, og opofre hende til sine Liden¬
skabers Drift, naar han i en halv Time har betænkt,
at denne blomstrende Skiønne inden faae Aar for¬
