462
vandles til Aske; At hendes af Begiærlighed efter Vel¬
lyst klappende Hierte skal snart ikke slaae længer; at en
kold Sveed skal bedekke hendes nu af Kiærlighed bræn¬
dende Lemmer; at, i det Øyeblik, da hendes bange
Siæl skal skilles fra Legemet, de Gierninger, som han
har havt for, skal indstille sig skrækkelige for ham; at
de Taare, som den forførte Uskyldighed har udgydet,
skulle foraarsage ham den føleligste Pine, og at han ved
at blive den sig til ham nærmende Død vaer vilde give
den gandske Verden for at ikke have begaaet disse Ud¬
sveifninger? Vil vel hin fortørnedes Raserie vare læn¬
ge, naar han betænker, at han er dødelig? at han til.
lige med sine Fiender snart skulle bedækkes med Jord,
og at deres kolde Been skulle maaskee finde deres Hvile¬
Sted ved hinanden, skulde vel den Giærrige Nat og
Dag ængsteligen vaage over sine Kiister? skulde han vel
sammenskrabe med sin Næstes Taarer et uretfærdigt
Gods, naar han betænkte, at alle disse Rigdomme og
Skatter, som han saa suurt har forhvervet sig skulle
snart komme i de levende Arvingers Hænder; at da
intet skal blive ham til overs i den lange Evighed u¬
den en bedrøvelig Erindring om det Gods han har
cyet, og uden en Fortrydelse over sammes Forliis;
hvor stærk nedslaaes ikke Menneskenes forskiællige Drif¬
ter og Daarligheder! o! saa snart som denne Tanke
indstiller sig levende i vor Siæl: du er dødelig
Er det da ikke vor Pligt at samle vore Tan¬
ker, og henrette dem til Endemaalet af alt vort Arbey¬
de og alle vore bemøyelser?
Slutningen følger.
