464
Hvor vidt har ikke mange philosophiske Hedninger i
Alderdommen bragt det herudi? hvor roeligen drak ikke
Socrates sit Giftes-Bægere ud, hvor koldsindigen saae
ikke Plinius til de forbausede Herculanæi Beboere, da den
bævende Jord vilde sluge dem? J steden for at flye
for Døden, gik han den i møde og blev begraven under
den Vesuviske heede Aske midt i hans Undersøgninger.
Skulde vi frygte for Overgangen i et Liv, som vi veed
mere om end alle Vise fra Rom og Grækenland?
Dødens Betragtning.
Sn skummel Himmel, og et stormende Væyr er ofte
i Stand til at forskaffe mig lige saa stor en Fornøyel¬
se, som det prægtigste Syn af det med Stiærner bestrøete
Firmament. Jeg nød denne traurige Fornøyelse en¬
gang, da jeg en Aften lom Høsten betragtede i min
Roe den forandrede Skue=Plads af Verdens Byg¬
ning. Himmelen havde først funklet med 1000 Lys,
da et fra Sønden opstigende sort Forhæng af Skyer
begyndte at sætte et forfærdeligt Udseende paa hele Na¬
turen. Endog den ringeste og matteste Straale af den
klareste Stierne forsvandt, og med den tillige den hele
Bygning. Den Dunkelhed, som bedekkede Jorderig,
begrov alting i et forskrækkeligt fælt Mørke, og satte
mig, som tilforn havde været i Sælskab med saa mange
langt borteværende Soele, i en melancholisk Eensom¬
hed. Vindens Tuden og den øvre Luftens Susen,
giorde Eensomheden ikke saa høytidelig som skræksom.
