465
Min Siæl var ved denne traurige Seene ligesaa mørk som
Verdens Bygning. Den ligesom tabte sig i sig
selv, og den Betragtning om alle Tings Forgiæn¬
gelighed og Verdens Forfængelighed foraarsagede
hos mig en Vemodighed, hvilken jeg vilde kalde
traurig, om den ikke havde foraarsaget mig en For¬
nøyelse, som var skyld deri, at jeg klæbede længere
ved disse stille Tanker end jeg ellers efter mit Tem¬
peraments Drifter var vant til at giøre.
Hvad Under, at min med tranrige billeder
indtagne Indbildnings=Kraft fik ogsaa at bestille
dermed i Søvne, og foraarsagede mig følgende
Drøm. Jeg syntes, at jeg saae et meget høyt og
behageligt Bierg, ved hvis Fod der aabnede sig
en forskrækkelig Hule, som var en mørk Afgrund,
som man fik Hoved=Svingel ved at see ned 1. Fra
Bierget styrtede nogle Strømme ned, som med en
forskrækkelig Susen opslugtes af det Dybe. Bier¬
get var skiult med utallige Mennesker, Huse og
Hauger. Menneskene bleve ved en uimodstaaelig
Skjebne, drevne til at bestandigen gaae ned ad
Bierget og nærme sig til Afgrunden. Man hørte
derfor hvert Øyeblik et klageligt Skrig af dem,
som befandt sig ved Kanten af Afgrunden, og saae
sig omsonst om efter Hielp og Redning, og styr¬
tede endelig ned i dette bundløse dybe.
Jeg undrede mig ikke lidet, da jeg hørte,
at Folk saa lidet agtede denne Skrigen. De fleste
gik med den største Lystighed ned af Bierget, de
dansede, de havde Musik, de underholdte sig med
lystige Samtaler, og lode til at meget lidt bekym¬
re sig om, hvorledes det gik dem, som for deres
