466
Øyne styrtede ned i Dybheden. Men jeg troede
at ikkun nogle af disse Ulykfalige vare bestæmte til
at synke ned i Afgrunden, eller i det mindste, at
dog de fleste smigrede sig i det Haab at undgaae denne
klagelige Skiæbne. Men hvor stor blev ikke min
Forundring, da jeg erkyndigede mig derom hos disse
gode Folk, og mærkede, at de havde alle denne be¬
drøvelige Begivenhed at forvente. Hvor følesløse ere
ikke disse Creature, sagde jeg, eller rettere: hvor af¬
findige, de vide, at de vorde opslugte af dette dybe
Svælg, og gaae dog saa sikkre og glade ned af Bier¬
get. Endelig faldt jeg paa de Tanker, at disse ly¬
slige Folk ikke frygtede sig for deres Skiebne? det
maatte være Phriosopher, som fuldkommeligen havde sat
deres Lidenskaber og i Besynderlighed Frygten i
Band.
Men hvor tog jeg ikke ogsaa Feil her? Alle
disse gode Folk var af Angest og Forskrækkelse uden
for sig selv, saa snart de vare komne til Enden af deres
Vei, og faae Afgrunden for sig. Klagende og fulde
af Fortøivlelse rakte de Hænderne i Vejret; de stræbte
imod af alle Kræfter; de vilde holde sig fast ved alt
det de kunde naae; Men alting var forgieves.
Endelig styrtede de med Forskrækkelse ned.
Jeg mærkede tillige nogle Mænd, som løbe meget ge¬
skæftige omkring med tynde Silke=Traade, hvilke de
bøde de Rejsende til. De fleste bandt dem om Livet
paa sig, og man lovede dem at ville holde dem derved,
og trække dem igien op paa Bierget fra Kanten af
Afgrunden.
