468
Jmidlertid opdagede jeg ikke langt borte fra Bierget
en tør Klippe, som var meget stejl og brat. Spidsen
af den zirede en prægtig Tempel, hvorpaa saaes en
glindsende Gestalt indsvøbt i Skyer. Nogle Folk i
sorte Klæder løbe geskæftig hist og her, og viiste deres
Medborgere Vejen til Templen, søgende at overtale
dem til at forlade den almindelige Vei, og at nærme
sig til denne Tempel. Jeg saae virkeligen adskillige at møi¬
sommeligen klavre op paa Klippen. De, som naaede Tem¬
plen, kom ud af den igien med en Fakkel i Haanden,
og styrkede sig siden meget gelassen ned i Afgrun¬
den med den brændende Fakkel. Jeg nærmede mig
hen til en af dem, som stod færdig at giøre dette
farlige Spring. Jeg spurgte ham, hvorfor han var
saa roelig ved den forskrækkelige Fare, som han svæ¬
vede i.
Denne Fakkel, sagde han, som jeg har er¬
holdt af hiin glindsende Skikkelse, den slukkes ikke
i Afgrunden engang. Den tiener |mig meget mere
dertil, at undersøge dens labyrinthiske Gange, og
derved erlanger jeg den største Fornøyelse der nede.
Jeg seer derfor denne farlige Afgrund an som en
Giennemgang til et bedre Liv. Med disse Ord
forlod han mig og vovede dette farlige Spring.
Jkke faa af de Pilegrime, som syntes at
Reysen til Templet var for møysommelig og farlig,
tændte sig selv Lys, og søgte at holde sig op, ved
Hielp af samme, i det dybe Svælg. Men jeg
mærkede, at nogle af disse Lys gik ud i det Øye¬
blik, at de kom til Huulen, men at andre giorde
ved deres matte Skin Afgrunden endnu forfærdeli¬
gere, og formerede ikkun deres Frygt, som styrtede
derned.
