469
Jblant dem som midt i Fryde=Skriget kom nær
til Afgrunden, saae jeg mange, som ikke meget langt
derfra bleve pludseligen anfaldne af en Hoved=Svim¬
mel og rullede paa engang ned af Bierget og opsluge¬
des af Svælget.
Andre begyndte, saasom de af Glæde og For¬
nøyelse vare uden for sig selv, at løbe gesvint ned ad
Bierget, og ingen Bøn eller Graad holdt dem tilbage.
De tænkte at de endnu vare langt borte fra Sluget,
da de vare just midt deri. Nesten de halve af de ned¬
gaaende Mennesker styrtede derved tiiligere ned i Af¬
grunden end det ellers havde skeet.
Det allerselsomste ved denne hele Drøm var
dette: de fleste Pilegrimme bildte sig ind, at det var
Tid til at see til at faae en Fakkel, da de vare alt kom¬
ne til Kanten af Afgrunden. De betænkte ikke, at
Svimmelen da kom for stærkt paa dem, saa at de faldt
ned førend de kunde vende om og faae det. J det jeg
beundrede disse Folkes Daarlighed, paadrog et vist
Menneske sig min Opmerksomhed, da han ved et høyt
Raab vilde give de andre tilkiende, at den Tempel man
hist saae, samt den derpaa hvilende Glands var blot et
Bedrag for Øynene. Skyerne, sagde han, afbilde of¬
te ved et Tilfælde alle Slags Gestalter paa Horizon¬
ten, hvilke den sværmende Phantasie anseer for Slotte
og Templer. Derfor vil jeg ikke lade mig forføre fra
den angenemme Vey for at klavre op paa den steile
Klippe. Jeg vil roeligen oppebie min Skiæbne. Han
kom da Afgrunden nærmere. Men hvilken pludselig
Skræk overfaldt ham, Han saae ved sig et Menneske
at fare roligen ned med en Fakkel i Haanden, hvilket
han havde hentet af Templen. Han vendte sig derpaa
