470
om til Temvlen, og saae den saa tydeligen og saa leven¬
de, at han var overbeviist om at det ikke var blot Spøg
og Opspind af den arbeydsomme Phantasie. Han slog
sine Hænder sammen fuld af Fortvivlelse, og raabte;
O! Gud en Fakkel! og derpaa foer han ned i Afgrun¬
den. Hans Ansigt fik derved saa græsselige Træk af
Siæle=Angst og Fortvivlelse at jeg vognede af det Jnd¬
tryk, som dette Syn giorde hos mig.
Wenn ich am Ende dieses Lebens
Abgrunde sehe, wo vergebens
Mein Geist zurücke strebt;
Wenn ich den Richter kommen høre,
Mit Wagen, Donner, und die Sphare
Vor seinem Fustritt bebt:
Wer wird alsdenn mein Schuggott
seyn
