21.
havde stiaalet, og en Mand, der begaaer et Mord, forkorter sit Liv, ligesaa na¬
turligt er det, at den, der giør Vold paa sit eget Legeme med Overflødighed af hid¬
sige Spiser, hvilke efterlade intet uden Sygdomme, foraarsager sig en alt for
tillig Død, og handler med sit Liv som Aben med sine Unger, der forderver dem
i det den føder og varmer dem.
Denne Last er ligesaa almindelig som den er vederstyggelig, man treffer
dens Slaver saavel iblant fornemme Personer og de saa kaldede store Folk, som
iblant Mennesker af en nedrigere Classe: Epulonius og Bibianus, tvende Mænd,
som Naturen syntes at have dannet til Fæderne=Landets Tieneste, gik begge i
nogle Aar som døds Candidati, og i deres meest blomstrende Alder hver Dag
ventede paa den sidste Afskeed, den de ved et u-ordentligt Liv ikke saa meget
havde begieret, som forceret Døden at give sig, de erholdte den ogsaa efter
iidelige Solicitationer; Den sidste giorde sig en Ære af at kunde meritere Ti¬
tul af en Mørkhedens Elskere, han forvendte den naturlige Orden ved at drik¬
ke om Natten og sove om Dagen; Han havde dette for sig selv, der ikke er
saa almindeligt, at, da nogle Mennesker bære Almanaken i Ryggen, kunde man
see den i hans Ansigt; Man saae der de fire Aarets Tider afmalede med livag¬
tige Farver; det Arbeyde han havde med at tømme den ene Pocal efter den
anden, persede Sveden af hans Ansigt, der præsenterede Vinterens Hagel;
hans Øyne, der af sterke Drikke og idelig Nattevagt vare blevne røde og hid¬
sige, forestillede Sommeren; Paa hans Næse og Kinder saae man afskildrede
Foraars Blomster og Bær af adskillige Farver, der afbillede Høsten, og ved
ingen Konst eller Smørrelse kunde udslettes; Endelig blev den sidste Periodus i
hans Levnet en ulyksalig Efter=høst, og hans Liv, der ved alt for yppige Væd¬
sker var for Tiden kommen til sin Modenhed, blev afskaaret, og Biblani Grav
ziiret med dette Epitaphio:
Extra intusqve madens Jacet hac Bibianus in urna,
Vivere qvi simul hic desiit at bibere.
See Bibianum her i denne Grav at ligge,
Der lod paa eengang af at leve og at drikke.
Epulonius derimod vilde distingvere sig ved de prætigste Banqvetter, og saae man midt paa Da¬
gen tegnet med forgyldte Bogstaver det bekiendte Varietas delectat, hvilket gav de inviterte
Giester en Idee om et hvert Maaltid. Den Dag syntes at have været en Faste=Dag, paa hvilken
Bordet ey var garneret med et par Dosin af de meest delicate Rætter, naar Maaltidet ey kunde
sluttes med de kostbareste Consiturer, der smage Ganen, men skade Legemet syntes Epulonius hver¬
ken at have fornøyet sig selv eller andre, kort sagt: Han og hans ligesindede Brødre reiste sig siel¬
den fra Bordet uden med Maver som Kram=Kister, der indsluttede Sager af adskillige Sorter, og
skulde det da synes urimeligt, at, naar Naturen blev overvældet med saa overflødige og adskillige
Spiser, hvis Vædsker ofte vare stridige, saadanne Virkninger kunde efterlades, der svekkede Le¬
gemet, giorde Hiernen uskikket og ved adskillige Sygdomme førte Fraadseren hver Dag to Trin
nærmere Graven? Mon ikke meget meere slige Exempler beviise Sandheden i Senecæ Ord:
Der er ikke noget Slags enten Fugle, Fiske eller Vilde=Dyr, at jo vore Maver skal
være deres Grav=Steder; Vil man derfor spørge, hvorfor Døden saa tilig indfinder
