23.
overflødige Spiser, end vi, synes det dog, som vi certere med dem, og stræbe at spille Me¬
stere i Æde=Konsten. Sandelig jeg veed ikke, hvad Mennesker af dette Slags kand anføre
til deres Undskylding, De maatte giøre sig latterlige for den fornuftige Verden, om de vil¬
de paastaae, at, naar de ere i Stand til at distingvere sig ved Umaadelighed, bør den ikke reg¬
nes dem til Last; Forklare vi deres Ord, bliver Meeningen denne: Vi har Evne til at dræ¬
be os selv, følgelig maa det være os tilladt; Ligeledes var det daarligt, om de ville ansee
Overdaadighed som et Insigne, en particuliere Herlighed, den de, for at skilles fra Folk af
nedrigere Stand, maa see sig forbeholden, som det i en forstandig Mands Øyne ikke heller kand
tiene til Undskyldning, at store Folk vil beraabe sig paa store Maver, og saaledes legitimere deres
Ødselhed: Dog vi vil lade disse Undskyldinger passere, vi vil ansee de Sminker, som sættes
paa dette Selv=Mord af Distinctions Mennesker for saadanne Farver, der ey allene skiule dets
Hesiighed, men vise det og at være tilladeligt; men hvad skal vi da sige om dem, hvis Fat¬
tigdom er yderlig, og ere dog befængede med saa skadelig en Syge? Vel fordrister jeg mig
ikke med visse Kiettere at imputere en blot Imitation det Ondes komme i Verden, og derive¬
re dets Oprindelse af Exempler, at den eene i at giøre det Onde har trædet i den andens Fodspor;
men jeg meener dog ey at fare vild, naar jeg siger, at de ophøyede Folk eller Stands Personer i Ver¬
den give ofte de ringere Anledning til at øve een og anden Anomalie. Hvis det var mit Øyemerke,
kunde jeg vise dette ved mangfoldige Exempler, jeg vil allene holde mig til Umaadelighed, og troer
jeg sikkerlig, at de Nedrige ere i dette de Høyeres Aber: Cardinal Ludovicus de Padua holdes
gemeenlig for at være den første, der iblant sine Brødre signaliserede sig ved Overdaadighed og
adskillige Vellyster; det er slutteligt, at han i dette efterfulgte det Pavelige Hof, imidlertid gior¬
de han ved sit Exempel, at Bispe, Præster og Munke har fundet deres Regning ved at efterfølge,
hans Fodspor, om man af samme Kilde kand derivere det bekiendte Ordsprog, at en Landsbye
Præst faaer ingen anden Død, end han æder sig ihiel, vil jeg lade andre dømme, i det ringeste kand
Ordsproget ey paa alle appliceres; thi hvis saa var, kunde fattige Solicitanter glæde sig ved at
høre idelige Vacancer i Cancelliet, om de og for et mavert Liv maatte finde Fornøyelse i en fæd
Død, hvilket jeg for min Part ikke vil misunde dem. Vist er det, at man iblant de saa kaldede
Geistlige, finde mange kiødelige; Men hvad nytter at censurere deres Feyl, naar man dog ey
kand vente Reformation? Stod det i min Magt at foreskrive Clericiet paa visse Steder Regler
hvorefter de skulle indrette deres Levemaade, vilde jeg 1.) forbyde dem at studere og vise Aarvaa¬
genhed i Embedet. 2) Ville jeg alvorlig befale, at de skulde anvende al deres Tid paa at æde, drik¬
ke og sove; thi kiender jeg Menneskets Natur der søger efter det forbudne, og begierer det, som
nægtes, skulde denne Forskrift have herlige Virkninger: Meenighedernes Beste skulde derved mer¬
kelig befordres, Lærerne selv præcavere Vankundighed, hvor den endnu maatte findes, saavelsom
skillige Sygdomme og en tilig Død; Samlinger, der sine Steder anrettes for at consulere om
de Fattiges Sag og Beste i Herredet, og tiene til intet uden at giøre Fattige Patres, skulde da op¬
høre af sig selv; Visse Præster skulde ey meere efter den vedtagne Maade og det almindelige Øye¬
mærke bivaane et hvert Bonde=Bryllup; De forargelige Degne og Læse-Gilder, der paa sine
Steder ere i Mode, og nytte til intet, uden at giøre Bønder til Staadere, og Degne=Maven til¬
et Magazin, hvor af en fattig Landmand kunde tage Proviant for sin Familie til et heel fierding
Aar, skulde ikke da behøves ved et particuliere Rescript at blive afskaffede. Det eeneste Onde,
som jeg maatte frygte, at vilde flyde af slig Reglement, er, at fattige Studentere da alt for længe
maatte vente paa Præsternes Død, og de arme Skoleholdere, der maa udstaae mange Aars Ar¬
beyde, for at faae Residence i en forfalden Degne Hytte, maatte til sidst lade Haabet falde om vi¬
dere Promotion.
Dog dette Onde synes i mine Tanker ikke saa stort, at det burde præjudicere saa fornøden
en Reformation, og er jeg forsikkret, at, naar man paa samme Fod vilde tage Folk af en anden
Stand, og under Straf befale dem at være umaadelige, skulde de nedrige ikke vise sig saa hidsige i
at efterabe de høyere: En fattig Laqvei, om endskiønt han i sine Velstands Dage har haft Uma¬
