29
gelse har været den eeneste Aarsag. Calicles derimod, som med rette fortiener Navn af en fornyf¬
tig Fader, og af alle retsindige holdes for en Borgere, der meener sit Fæderne=Land vel, har en Søn,
der med snareste fylder sine 8te Aar; den samme seer ud som en alvorlig Philosophius, og har en Mi¬
ne, der er blandet med Yndighed og Gravite; Vil man spørge ham om Religionens Hemmelig¬
heder, tier han stille; Vil man raisonnere med ham om de Pligter, som Naturens Lys lærer
et Menneske imod Gud, sig Selv og sin Næste, taler han efter sin Alder og Maade som en Socra¬
tes Spørger man hans Fader, hvorfore han lader sin Søn være vankundig i de Ting, der udgiø¬
re Essentialiteten af den aabenbarede Religion og skille den fra den naturlige, svarer han: Min¬
Søn har endnu ey naaet den Alder, at han kand sætte ret Priis paa disse Dybheder; Vi see jo, at
Staden vrimler af saadanne Børn, der have lærdt at svare paa de dybeste Spørsmaal, men, fordi
de ey endnu have lærdt, hvorledes de bør opføre sig imod det høyeste Væsen, er deres Væsen vildt
og deres Sæder forvendte; Jeg frygter, at hvis min Søn i sin spæde Alder blev underviist i de
Sandheder, der ey saa meget udfordre en sterk Hukommelse, som sund Forstand, ville han siden agte
dem som Baggateller og ey tage dem til Hierte, naar han derfor har lærdt ret at føre sig de Sand¬
heder til Nytte, som Skaberen har meddeelt ham ved Naturen, og han først er bleven en ærbar
Hedning, kand jeg med større Grund haabe at see i ham med Tiden en god Christen. Denne kloge
Fader vil ey heller resolvere at sætte sin Søn til noget, førend han efter en fornuftig Examen har
giort sig hans Kræfter bekiendte, og udforsked hans Lyst og naturlige Drift, sandelig hvis Fæderne¬
Landet havde mange af saadanne Børn, kunde vi snart statuere en Chiliasmum, og vente de lyk¬
saligste Tider i Religionen og Staten.
Men herudi er det at de fleeste Forældre saa skammelig feyle. Jeg har ofte ærgret mig over
den Distinction, som af den nyere Verden er fingeret imellem en skiøn og god Opdragelse; jeg har
ofte med Fortrydelse seet, at mange Forældre ere meere bekymrede for at afrette deres Børns Le¬
gemer og giøre dem skikkede efter de nyere Tiders forunderlige Smag, end de bekymre sig for at
forbedre deres Sind; skal jeg sige her om hvad jeg meener, holder jeg for, at den anførte Distinction
giver mig Frihed at distingvere imellem vel afrettede Dyr og vel opdragne Mennesker, ved det før¬
ste Slags forstaaer jeg de Børn, der allene have haft den skiønne Opdragelse, ved det sidste dem,
der have haft den gode; Vi tale i vore Tider ligeledes meget om en besynderlig Konst, der gemeen¬
lig kaldes Leve=Konsten, og den Umage er ubeskrivelig, som mange Forældre, især de, der findes
i Rigets Hoved=Stad, giøre sig for at øve deres Børn i den samme. Jeg har gjort mig Flid for at
undersøge Beskaffenhed af denne Konst, jeg har igiennemlæst Bøger, der ere skrevne om den sam¬
me, og jeg har endelig fundet, at de fornemste Article i de Systemata, hvor denne Konst er afhandlet,
drive paa en Færdighed i tvungne Complimenter, Ord og Løfter uden Hierte, Hyklerie og en af¬
fectat Ydmyghed, en Øvelse i saadanne Ting, hvorved et Menneske kand insinuere sig hos de saa¬
kaldede polerede Folk &c. De som have inventeret denne Konst, have uden Tvivl gjort sig Uma¬
ge for at kiende Verdens Væsen og Menneskenes Gemytter, og efter mine Tanker grundet deres
Systema paa det bekiendte: Mundus vult decipi, Verden vil bedrages; Det er ey min Sag at
criticere Konsten enten den er saa eller saa, jeg siger allene, at mange Forældre have deres Øyne
især henvendte paa den, naar de skal besørge deres Børns Opdragelse: at jeg ey herudi skal synes
at fortale mig, vil jeg bevise mine Ord med egen Erfarenhed: Jeg erindrer mig, at jeg engang imod
min Villie maatte ved en vis Leylighed komme i et Huus, hvor jeg ellers ikke var bekiendt, og jeg
tilstaaer gierne, at, hvis jeg forud havde seet, hvad mig der vilde møde, havde jeg af all Magt præca¬
veret den Visite; Jeg blev af Manden imodtagen med største Artighed, og begegnede han mig,
som den, han længe havde kiendt. Da jeg havde sadt mig ned, begyndte han strax at tale om sine
Børn og de mange Udgifter, han Aarlig havde for at see dem forsynede med en god Opdragelse,
som han holdt for det beste Arve=Gods; Jeg gav hans Ord Magt, men sagde tillige, at, da man
her i Staden havde Overflødighed paa Studentere, der gierne paatage sig Information, kunde vel
de Udgifter ikke være saa store, som han maatte sætte paa sine Børns Underviisning i Dyd og Guds¬
frygt; Han smilede ved dette og sagde, at det var i hans Tanker det ringeste, der snart kunde læres;
Vores Universitet eyer ikke de Studiosi, der ere i Stand til at give Forældre den Satisfaction, som
