40
J slig Henseende bliver det et curieux Spørsmaal, enten Misundelse er et Land til Skade el¬
ler ikke? enten den skiæmmer eller ziirer en Nation? Anthistenes siger vel, at de Misundeli¬
ge ere ligesaa skadelige for en Republiqve som Klinte iblant Hvede; men jeg underskriver ikke al¬
deles denne Sentenz; Jeg har forhen viist de Omstændigheder, i hvilke Misunderen skulde være,
naar hans Passion og de deraf flydende Conseqvencer skulde være fleere skadelige end Misunderen,
selv; Jeg vil endnu legge dette til, at mange kiekke Hoveder, der hver i sit Slags kunde blive Fæ¬
derne=Landet til Tieneste, nedgrave deres Pund, og af Frygt for at skaffe sig Fiender og Misunde¬
re paa Halsen, driste sig ey at aagre dermed; men da disse Tilfælde ikke ere saa almindelige, kand¬
man ey sige, at Misundere ere et Land til saa stor Skade, skiønt jeg tillige tilstaaer, at den Skade,
som de foraarsage, er stor nok, og een Tid større og farligere end en anden. Hvad det sidste Spørs¬
maal er angaaende: om Misundelse er en Nation til Beskiæmmelse, da er jeg færdig herudi at su¬
spendere min Decision, skal jeg meddeele mine Tanker, tager jeg snarere deres Partie, der sige
ney, end deres, der sige jo, grundende min Dom paa dette: Invidiam virtus peperit,; c: Misun¬
delse er en Datter af Dyden; Efter mine Tanker sætter Misundelsen Dyd, Forstand, Meriter,
og andre gode Ting forud; har jeg derfor sagt, at denne Feyl er Fæderne=Landet til Beskiæmmel¬
se, kalder jeg gierne mine Ord tilbage, og bekiender, at et hvert skeelt og misundeligt Øye er som
en Ædelsteen, der ziirer vor Nation, og enhver Borgere, der giør Profession af denne Last, er som en
Ære=Støtte, der pryder vores Fæderne=Land, og ligesom præsenterer en lang Liste af deres Nav¬
ne, der i Riget distingvere sig ved Dyd og herlige Qvaliteter, hvor udover Cicero ogsaa siger: In¬
vidia virtute parta, gloria non Invidia est. Misundelse, der er forskaffet ved Dyden, er en
Ære og ikke Misundelse. Den Misundelige skiæmmer altsaa ingen uden sig selv. Vel er
sandt, at man ofte seer mange Embeder beklædte med saadanne Betientere, der paa ingen Maade,
have gjort sig meriterede, og derfor ey uden Fortrydelse ansees af mange meere skikkede og værdi¬
ge til deres Stationer, hvilket synes at kuldkaste mit Principium: Misundelse reiser sig af
noget som er godt, men jeg veed ey om man kand kalde det Misundelse, at en fornuftig og habil
Mand seer suurt, ikke fordi en Daare for sin egen Person har naaet en Lykke, som han ikke fortiener,
men fordi det almindelige Beste ved hans Embedes Administration ikke kand befordres.
Vilde man spørge, om der ey kunde findes saadanne Midler, ved hvilke man paa nogen Maa¬
de kand undgaae Misundelse? da recommenderer vel Cicero nogle, men de samme ere værre
end Sygdommen: Vil du fritages fra Misundelse, da før et liderligt Liv; De gamle Phi¬
losophi have vel ogsaa et Axioma: Sola miseria invidia caret; Den Elendige har allene in¬
gen Misundere, men i mine Tanker holder det ikke stik; jeg tilstaaer vel, at det kunde kiølne
Misunderens Passioner, naar han saae den, der forhen havde været en Torn i hans Øye, at være
bragt i Yderligheder; men Jlden blev strax optændt, naar han mærkede, at den Elendige har sin
Skjebne med et fornøyet Sind. Jeg holder det derfor meget rart, at en god Mand skulde blive
uden Misundere, naar han stedse blev ved at være en god Mand. Mine Misundere have været
mange, men jeg kunde finde mig i at have endnu fleere; Jeg har ey stræbt at giøre deres Nag al¬
deles til intet, men dog søgt at lindre deres Smerte; Naar mine Venner derfor have plaget mi¬
ne Misundere med at anføre mit Gode, ja ofte for at giøre deres Pine desto større, multiplice¬
ret det samme uden Sandhed, har jeg strax gjort saadanne Anstalter, at et eller andet er kommen
dem for Øren, der har glædet dem. Jeg har hørdt, at mine Papirer med Begierlighed læses,
men veed tillige, at mange ansee dette med misundelige Øyne; De som misunde mig mine Øy¬
ne i at kunde see mine Brødres Feyl, kand trøste sig ved, at min Næse er ikke saa Regelret, og de,
der misunde Bogtrykkeren sin Fordeel, kand glæde sig ved, at han har mange Børn. Endnu have
vi en gammel Regel, den jeg til Slutning maa vise, ikke aldeles at være uden Exception, det he¬
der: Misundelsen continuerer allene i Livet, og hviler efter Døden, men det holder ikke altid
stand. En Asinius Pollio kand jo ikke taale at høre et Ord til Ciceronis Berømmelse, skiønt
Manden var borte, og man seer jo ofte Misunderen at skifte Farve, naar han hører en brav Mand
at berømmes i sin Grav; kunde man derfor fæste Troe til Parentationer og Testamenter,
vilde et hvert Ord blive en Braad, der gav den Misundelige et nyt Sting, og
giorde hans Liv til en fuldkommen Tragoedie.
