45
blive røde i Ansigterne, om jeg i at vise Kilden til deres adskillige Forandringer
vilde gaae reent til Verks; thi hvad vilde de tænke, om jeg vilde sige dem aaben¬
hiertig, at den Facon de nu bruge paa Klæder og Perrykker, dependere, hvad
Qvinde=Kiønnet er angaaende, af en forfængelig og letsindig Maitresses Jnd¬
fald ved det Franske Hof og med hvad Fornøyelse maatte vel vore Brødre høre,
at de i deres Adfær efterabe de liderlige og pralende Petits Matres? Men, som
jeg er øm over mit Fæderne=Lands Børn og gierne holder dem en Daarlighed
til gode, saa vil jeg ey tale derom, med mindre jeg forud kunde see, at de der¬
ved kunde bringes paa bedre Tanker.
Tage vi nu denne prægtige Gudindes Regler for os, og examinere hvorvidt de i Fæderne¬
Landet blive efterkomne, finde vi strax, at hun iblant os har mange Tilhængere, der ere alt for¬
villige til at bøye deres Halse under hendes Aag og holde sig hendes Anordninger efterrettelige.
Vi kand tydeligere see dette, naar vi conferere Puncterne i hendes Lov med vore Lands=Mænds
Opførsel: Hun fordrer af sine Tienere, at de skal sætte Fornuften til side, og uden at examinere
hendes Bydende dandse efter hendes Pibe; denne Post see vi helligen at iagttages i Fæderne-Lan¬
det; Galantius er en ivrig Tilbedere af denne Gudinde, og for at efterleve hendes første Villie,
understaaer han sig ikke at iføre sig en Vest med Ærmer; thi hans Arme maatte da i Førelse over¬
gaae det Maal, som i sidste Mode=Collegio blev fastsat til Paris, turde han kalde Fornuften til¬
Raads, vilde den strax sige ham, at han om Vinteren ikke meget kand være tjent med denne Sym¬
metric. Aurelia sees baade Vinter og Sommer med en Vifte i Haanden; et halv Qvintin For¬
nuft kunde lære hende, at hendes hvide Hud tager ingen Skade ved Solens Varme i December.
Paulinus har baade Podagra og Ligtorne, ikke desmindre skal han dog have saadanne Skoe, der
nøder ham til at sukke og græde ved et hvert Trin, ja hvor vitløftig maatte jeg ikke blive, om jeg
vilde anføre alt det, der viser, at man siger farvel til Fornuften for at leve efter Moden? Vi kand
i Særdeleshed see dette i deres Exempler, der ere fattige: Pauperius er en forarmet Herremand
og har en Frue, der er ligesaa forfængelig som fattig, begge ere Slaver af Moden, og derfor mee¬
re bekymrede for Klæde end Føde, de kand finde sig i at sulte og tørste, men ere færdige at gaae i
Graven af Sorrig, naar de ey har meere at udsætte for at see sig forsynede med den Eqvipage, som
Moden udkræver. Hyginus er en fattig Haandverks=Mand, men sælger gierne et par gode Skoe
for 3 Mark, allene for at faae Stift i sin Kiortel og hvid Dræt under sin førte Vest. Servina er
en arm Kokke=Pige, men giver gierne et heelt Aars Løn for et bredt Skiørt og en Taftes Kaabe.
Hvad er nu dette andet, end at renoncere paa Fornuften for at følge Strømmen og skikke sig ef¬
ter Moden, Vi have mange Exempler paa dem, der uden at see til deres Kræfter og ud i Tiden,
have sadt sig i Gield, for at blive alamodiske Personer, dette er jo med andre Ord at klæde sig i
Dag efter Moden, for i Morgen at gaae nøgen; og i Dag at opføre sig som en Herre, for i Mor¬
gen at blive til en complet Stodere; saa snart slige Mode-Trælle tilstaae, at det ogsaa er efter
Moden at være fra sin Forstand, har jeg intet paa deres Opførsel at sige, siden man intet klogt,
kand vente af den, der har Værelse i en Daare=Kiste. De øvrige Poster i Mode-Forordningen
efterkommes med ligesaa stor Accuratesse som de første: Paris synes at have en magnetisk ja en
fast fortryllende Kraft; thi den drager ey allene de fleeste reysende Personer til sig og Pengene af
deres Lomme, men endog forvandler dem saaledes, at den, der mueligt drog som et Menneske til
Paris, kommer tilbage, som et Monstrum, og i den Qvalite er i Stand til at inficere en heel Na¬
tion. Hvor alvorlige vore Lands=Mænd vise sig i at efterleve den sidste Punct i Modens Regle¬
ment, lærer Erfarenhed, og behøves altsaa intet videre Beviis.
Af det jeg allerede har sagt, sees paa nogen Maade, at den utidige Jagttagelse af de idelig
omvexlende Forandringer i Klæde=Dragt kand ansees som en skadelig og tærende Sygdom, og
man kand med Sikkerhed slutte, at en ugrundet og umaadelig Begierlighed efter Ære giør denne
Sygdom langt farligere end den er i sig selv. Jeg tilstaaer gierne, at om der er nogen indifferent
