53.
Man sender en Herold i alle Byens Gader,
Der raaber i hvert Huus: Jeg eder vide lader,
At Moder haver fød en Pige eller Dreng,
Besøger hende nu i hendes Barsel-Seng.
Vor Barsel=Qvinde skal da efter Moden ligge
J nogle Uger, og det kand sig ikke skikke
At hun sig lader see, sex Uger tælles maa,
For uden for sin Dør hun drister sig at gaae
Tænk midlertid kun, hvad den stakkels Kone lider;
Thi efter Moden hun i disse Barsel-Tider
Hver Time vente maa en nye Besøgelse,
Tænk hvad der da gaaer med til Caffe, Sukker, The¬
Endskiønt til Doctor hun ey finder sig at trænge,
Hun efter Moden dog til ham betaler Penge,
Saa hvordan det end gaaer, hun farer ilde, naar
At bryde Modens Lov hun sig ey understaaer.
Omsider indfinder Døden sig, der giør ofte en bedrøvelig Skilsmisse imellem det fortrolige
Par, men Pligterne efter Moden giøre Bedrøvelsen i mange Henseender større, ikke nok, en
Kone mister sin Mand, men ved Condolencer og Compassioner der efter Moden maa decla¬
reres af de Besøgende, og ved traurige Vers, der maa offereres af Sørge Huusets Clien¬
ter, bliver Saaret en Tid efter anden oprevet og neppe kand cureres, førend en nye Beyler
mælder sig, der har i sinde at succedere den Afdøde og forvandle Sørge=Stuen til en Glæ¬
de-Sal. Ja hvor skal vi finde Ord, om vi vil beskrive Modens Observationer i de for¬
nemme Sørge=Huuse, og deres, der skikke sig efter de samme, skiønt de ey have de førstes
Formue, Jeg vidner aabenhiertig, at den kostbare Sørge-Eqvipage, som man idelig kand
see i sær i Hoved-Staden, har langt fra ikke de Virkninger i mit Gemyt som mange andres.
Naar jeg for Exempel med andre got Folk maa rykke til Siden for at give Plads til en lang
Sørge=Skare, der findes indsluttet i mørke Vogne, foraarsager det ofte hos mig en indvor¬
tes Latter, der mueligt perser Taare af andres Øyne; Jeg tilstaaer alting synes at vidne om¬
den dybeste Bedrøvelse; man gaaer frem Fod for Fod, ligesom man vilde have ret Tid til at
beklage de Efterladtes Skjebne og besværge sig over Dødens umilde Medfart; Man sidder i
Carosser, hvor alting seer ud til Regn, man er iført en hieroglyphisk Habit, der skal vidne
om beklemte Hierter; man seer ved begge Sider dybsørgende og florede Drabantere, med et
Ord, de fornemme Lig-begiængelser ligne paa nogen Maade de Roman catholske Maneerer,
naar de gaae i Procession med en gammel Helgens store Taa eller Næse, som deres Missionairer
eller andre bedragerske Munke sige sig at have fundet i America eller det hellige Land, og end¬
nu kand jeg giøre ligesaa alvorlige Miner som de andre, men naar jeg seer et par Heste over¬
alt beklædte med Bay eller sort Klæde, for at giøre Sorgen desto anseeligere, er det mig ikke
mueligt at blive uden skiemtsomme Jndfald; det heeder vel: Man kand ikke ære en brav
Mand formeget, det er dog den sidste Ære han nyder; men den Døde skeer ikke megen Ære
derved, at hans Enke sætter sig og Børn i Fattigdom for at give ham en prægtig Begravlse,
og hans Been skeer endnu mindre Ære derved, at en gammel Hest skal slæbe dem til Jorden;
havde Naturen eller Moden etableret nogen Jus Talionis eller Vederlags Ret imellem Heste
og Mennesker, kunde de første i slig Henseende formere de billigste Prætentioner, (*) Naar jeg
() Jeg vil sige: Dersom det anseelige Skiøde-Hunde-Lang vilde transportere en liden
Deel af sine Herligheder og Privilegier til Liig-Heste-Compagniet, kunde dog en brav Hest for¬
sine Suk og Arbeyde under den alvorlige Forfængeligheds Tieneste vente sig en Slags Beløn¬
ning og bedre Skjebne efter sin Død.
