62.
Betragter og mit Fædrens Lands Sprog og den liden Egne, hvilken
jeg finder der at være hos mine Lands-Mænd, er jeg færdig at sige med
Porten:
Jeg Hoved svimler staaer jeg ærorer mig til døde,
Blant mine Brødre naar jeg kaster Øyet om
De¬
vilde ey, men de mig synes jo at nødde
At fælde over dem en haard og umild Dom¬
Ga¬
hvor du vil, omkring i Danske Rigets Egne,
Jeg vedder Danske Folk du finder ikkun faa,
Hver ærlig Patriot jo blues maa og blegne,
Naar blant Vanskabninger han finder sig at gaae
Vi efter Danske maa iblant de Danske lede,
Som hin Philosophus, der søgte Mennesker
Jblant den store Hob¬
Og det kand ey med Billighed regnes mig til Last, om jeg ofte støder mig
over dem, der ey skamme sig ved at æde af Fæderne Landets Grøde, at lade
sig lønne med Fæderne Landets Mynt, men skamme sig ved at tale Fæderne¬
Landets Sprog og blive ved Fæderne Landets Simplicite. Nogle retskaffne Pa¬
trioter have forlængst skierpet deres Penne imod disse Sprogets Hadere, og
jeg skammer mig ey ved at træde i deres Fodspor, skiønt jeg tillige tilstaaer,
at jeg ey med den Force, som de, kand afmale denne Feyl, med mindre jeg vil¬
de betiene mig af deres Ord; Den beste Medicine, der kunde tiene til at be¬
tage disse udenlandske Munde deres Sprog-Leede, holder jeg for at være denne
Man skulde forsøge at lade dem allene leve af at tale de fremmede Sprog, og
mueligt de paa den Maade skulde venne Munden til at være noget meere dansk,
Dog det var ikkun at multiplicere Sprog-Hadernes Tall, thi det, der giør
dem i faa Øyene afskyelige, gjør dem i manges behagelige, og udrettedes da
ved den Cur intet andet, end at Sprog Mester-Hoben vilde blive temmig stor
og den ene opæde den anden. Jeg er ikke saa daarlig, at jeg skulde med det¬
te vilde befordre fremmede Sproges Landflygtighed af de danske Egne, eller
ansee det som en skadelig Ting, at mine Lands-Mænd giøre sig fremmede
Sprog bekiendte; Det er klart, at de for visse Stænder ere umistelige ey al¬
lene i Henseende til den Correspondence, der haves med fremmede Nationer.
men og i Henseende til mange af Fædrene-Landets egne Børn, ja vi skulde mue¬
ligt høre mange mavre Prædikener af dem, der maa hænge af andres Arbey¬
de, hvis de ey havde Erfarenhed i de Sprog, i hvilke mange gode Postiller
ere skrevne; Jeg berømmer meget meere deres Flid, der foruden deres eget og¬
saa stræbe at forstaae andres Tungemaal; jeg støder mig allene over dem, der
kaste Foragt paa det danske Sprog, og meene, at de ey uden at røbe en Van¬
