68
før paa 400 Rdlr., han anfører ogsaa saadanne Argumenter, det efter hans Tanke ere
kraftige til at bringe en Dom til Veye, med hvilken han kand være tient; han anfører Skiø¬
der og Obligationer, der vise, at han selv har Gaard over Hovedet og Prioriteter i an¬
dres; han viser, at, om han ey vil leve af sine Renter, bliver det ham let, at forhverve sig et
Embede, & Hvorfor hans Paastand bliver denne, at som Jomfruen med ham frem for nogen
anden kand være tient, da hun uden Bekymring kand gaae ind til saa mange Herligheder og Lyk¬
saligheder, bør hun ogsaa ved endelig Dom tilfalde ham, som den egentlige Eier-Mand. Vir¬
tuosus derimod insinuerer ogsaa sit Jndleg, og har en redelig Kierlighed, hvortil han sig refererer,
Han demonstrerer de svage Grunde, paa hvilke Auratus bygger sine Pretensioner; Han beviser,
at han aldeles ingen Ret har til Jomfruen, siden han overalt er bekiendt for en Hadere af Guds¬
frygt og en afsagt Fiende af den sande Dyd, saa at, hvis han ingen Penge havde, vilde enhver
skamme sig ved hans Omgiængelse; Han beraaber sig paa Jomfruens Affection, den han me¬
ner at kunde fortiene mere ved sit ulastelige Liv end den anden ved sine Penge, og om han end ikke
er Eyere af saa store Midler som Auratus, saa vederlegges den Mangel ved hans Qvaliteter, da
han er i Stand til at forsørge Jomfruen, siden han er sat i et Embede, der giver ham hertil for¬
nødne Jndkomster, og altsaa bliver hans Paastand, at Jomfruen maa nyde Friehed selv at giø¬
re sit Val og give sit Hierte til hvem hun vil, overladende Sagen i det øvrige til Guds Direction.
Sagen bliver derpaa optaget til Doms Forældrene eftersee Documenterne, og synes begge Slags
at være grundede. For at gaae efter deres Tanker den tryggeste Vey, sammenkalde de deres Ven¬
ner, dersom Assessorer skal være dem behielpelige; iblant disse findes vel en og anden, der holder Vir¬
tuost Partie, men de fleste give deres Betænkning i Faveur af Aurato hans Midler og Obligationer,
der tilforn vare Argumenter, blive nu de kraftigste Meddoms Mænd, og en indbildt Interesse, der
er den farligste Mand i alle Rettergangs Sager, sniger sig til at lukke Fornuften i et Fængsel, og paa
en behændig Maade legger et Skiul over Dommernes Øyne, at de ey kand see de Beviiser, med hvilke
Virtuosus har forelagt Rigtigheden i sin og Urigtigheden i sin Vederpartes Sag, det heder da Plu¬
rimavota valent: de fleeste Stemmer gielde; Dotteren maa ey faae et Ord indført, og bliver
de endelig Dommen saaledes, at Jomfruen skal følge Auratum med denne Clausula: Han kand
med Tiden forandre sig, og ikke blive saa slem, som hans Modstandere afmale ham. Hvorledes
skal vi ansee denne Dom, og naar vi supponere at Ægteskabet bliver sluttet og bliver i Tiden
geleidet af bedrøvelige Conseqvencer, hvorledes skal vi da ansee Ægteskabet, Sandelig slige
Forældre kand ret siges at spille med deres Børns Velfærd, og et Ægteskab af dette Slags kalder
jeg med største Sandhed unaturligt; Thi, hvor Hierterne ere som tvende stridige Elementer, kand¬
aldrig nogen naturlig Sammenknyttelse imagineres, (*) og giør jeg mig i den Tilfælde ikke Sam¬
vittighed over at give et Barn Friehed at indstævne sin Sag for en høyere Ret, ja jeg vil sige, selv
at dømme i den, og kiende Forældrenes Dom ugrundet. Vilde man sige, at den anførte Casus¬
ikke er ventelig, da kunde jeg produeere tusinde Exempler, hvis jeg vilde gaae til Personalia, og
man kand aldeles, som jeg forhen har erindret, ikke bevise Contrarium af de brugelige Ceremo¬
nier. Jeg erindrer mig i min Ungdom at have hørt om en gammel Klokkere, der ret giorde Profes¬
sion af Copulations Konsten, at, naar han med de samlede havde bragt det saa vidt, at Ægteskabet
(*) Plato, der ofte har indviklet store Sandheder i forblommede Ord og Allegorier, for¬
tæller i det Skrift som han kalder Symposium, en underlig Fabel, med hvilken han uden Tvivl til¬
kiende giver den Sympathie og Forening der bør findes imellem de Mennesker der vil indlade sig
i Ægteskab: De første Mennesker, siger han, ere avlede deels ved Solens og Maanens Kraft,
deels ved Jordens Frugtbarhed. Solen avlede Mænd, Jorden Qvinder, og Maanen frembragte
det tredie Slags, der bestod af Mand og Qvinde tillige. De sidste havde alle et dobbelt Ansigt s.
og en særdeles Legems Styrke. Da de endelig foretog sig at føre Krig imod Gaderne, beslutte¬
de Jupiter at forminske deres Kræfter, og splittede dem derfor i tvende Deele, satte dem dog siden
i den Stand at de kunde avle Børn, og see vi hvorledes disse halve Mennesker dagligen tragte ef¬
ter at blive samlede med de Dele, med hvilke de forhen havde været forenede.
