69
offentlig var kiendt lovligt og Kirkens Betientere havde faaet deres Deel skal han have sluttet acten
med disse Ord: Nu har vi gjordt dem i Penge, lad dem nu drages, som de ere Venner.
Nu maatte man vel undre sig over denne Forældrenes underlige og forvente Omgang,
som det ogsaa synes vanskeligt at kunde finde dens Aarsager; men naar vi nøye undersøge
Sagen, finde vi, at dette onde, reyser sig af en god Kilde. Skaberen har i ethvert Men¬
neske indprentet en naturlig Drift til at søge sin Lyksalighed, det er ogsaa en Artikel i Na¬
turens Lov, at det eene Menneske bør befordre efter Muelighed det andets Fuldkommenhed,
og hertil finde Forældre sig i sær forbundne i Henseende til deres Børn, men Verden er
fuld af saadanne Mennesker, der sætte det Lys tilside, ved hvilket de kunde skielne imellem
ondt og godt; De fleeste gaae i Taage, og følge Sandserne som deres viseste Veyvisere,
ja lade Jndbildning og Passioner være Dommere i de Ting, i hvilke Fornuften efter sit En¬
bede burde kiende, naar nu dette har sig saaledes, hvo vil da undre at Realite confun¬
deres med Apparence, at man agter det for Lyksalighed, der ikke er, og anseer det som ondt,
der virkelig er godt, og naar man med saa forvendte Øyene ansee Maalet, hvad Under da,
at Midlerne, der føre til Enden, ere forvendte, Man skal ikke lettelig kunde vise mig et er¬
neste Menneske, der gjør endog sine allerverste Gierninger, fordi de ere onde, men, som
Philosophi tale, sub ratione boni, eller fordi de dømme dem at være gode Fornøyelse
og Sinds Rolighed ansees for en Lyksalighed, som den og virkelig er, men hvor Vildfa¬
rende ere ikke mange Mennesker i deres Begreb om dette, og hvor onde ere ikke ofte de
Veye, paa hvilke de søge at blive Eyere af dette Gode? J Hentydelse paa vores Sag, da
er det klart, at mange Mennesker ansee Rigdom for det høyeste Gode, saa at, naar de al¬
lene nyde den, meene de sig at have landet i den rette Lyksaligheds Havn og naaet det Maal,
til hvilket andre forgieves løbe. Lader os nu supponere, at visse Forældre ere af samme
Tanke, lader os troe, at de ønske deres Børn den Lyksalighed, som de selv agte for den
største, og det skal ikke falde os underligt at see mange Forældre ofte at nøde deres Sønner,
eller Døttre til at slutte Contract med dem, der ere bemidlede, derimod at fnyse og forbit¬
tres, naar deres Kierlighed falder paa saadanne Object, hvor man kand finde Dyd og
Gudsfrygt, men ingen Obligationer eller vigtige Capitaler. Jngen tænke at jeg hermed
skulde ville udraabe Rigdom som en Ulyksalighed, og aldeles forbyde Forældre at giøre de¬
res Børns Lykke det beste de kand. Jeg anseer det meget meere for en Himmelsk Velsignel¬
se, naar dette ogsaa kand haves paa den rette Vey, jeg siger allerne, at det ikke bør være
Hoved-Grunden hvorpaa Ægteskab skal stilles.
Dog vi skulde ikke see saa mange vanskabte Ægtesamlinger, hvis denne Vildfarelse var
den eneste. Forældre røbe deres vrange Domme og forefattede Meeninger paa tusinde an¬
dre Maader, som vilde blive alt for besværlige at anføre: Saa tager vel mangen Fader
af Stand og Distinction i Betænkning at bortgive sin Datter til en brav Mand af en ne¬
drigere Classe, hvorvel hun i Henseende til de følgende Tider bedre kunde være tjent med
ham, end med mangen fornemme Junker. Saa skulde en urimelig Brygger vel troe at
hans Datter aldrig kunde giøre et lyksaligere Partie, end naar hun kunde samles med en
Mand, der nærer sig af samme Profession, og han skulde maaskee ey skamme sig ved at hil¬
se en skikkelig Præstemand med en Skeefuld Gier i Ansigtet eller paa Kiolen, om han un¬
derstod sig at begiære hans Datter. Disse og fleere andre meget skadelige Feyl har jeg fun¬
det i en gammel Satire anførdte, hvilken jeg hermed vil meddeele Læseren, recommenderen¬
de den ikke i Henseende til Poesien, der ikke er saa behagelig, men Materien:
Han skriver: Kiere, sans Facon¬
Scribanus er i Leyervold,
Og til en Kone trænger,
Men da han faaer ey nogen Sold,
Han søger efter Penger.
Han Sagen i Commission
En anden god Ven giver
Det lige meget bliver,
Om hun er Enke eller Møe,
Om hun har været Pige,
Om hun vil udaf ælde døe,
Om hun er Soens Lige;
